8.10.1949-5.10.2013.
En meget vidende og vellidt kollega er gået alt for tidligt bort. Sin alder til trods var han en »gammeldags« overlægetype, der ikke vil være mange af fremover. Med et bredt kendskab til den interne medicin kunne han være blevet specialist inden for flere specialer såvel klinisk som paraklinisk. Reumatologi blev han speciallæge i, og det var hans sidste arbejdsområde. Men uanset hvem han arbejdede sammen med, kunne han berige os alle med sin omfattende og detaljerede viden. »Mærkelige« udslæt var et af hans specialer. Af og til svarede han den benovede kollega: »Jeg kender mange specielle sygdomme, de almindelige er jeg ikke så god til«. Vi vidste, det var jysk humor, for de almindelige var han også god til. Hans hjælpsomhed kom kolleger – og dermed patienterne – til gode. »Vil du lige se med her?” blev besvaret med: »Jeg har travlt, jeg skal have en patient, jeg skal læse på«. Men han kom alligevel og så med! Løste han ikke gåden, kunne han vise en vej frem i diagnostik og behandling. Også i sin korte årrække som ledende overlæge viste han forståelse for kollegers ønsker og problemer. Nok var han beskeden, men udtalte sig alligevel med vægt og bestemthed uden vaklen i ordene. Hans tørre humor ledsagedes af en god og karakteristisk latter, som gjorde, at han var let at finde. Det samme medvirkede hans forkærlighed for farverige striktrøjer til. Han levede sundt. Spiste eget hjemmebagt rugbrød. Cyklede på sin letvægter de 45 km fra hjemmet i Odense til arbejdspladserne i det sydfynske og hjem igen, når vejret var til det. Om aftenen kunne han mødes løbende på stierne langs Odense Å. Hans interesser og viden strakte sig ud over faget. Kendskabet til blomster og landskaber, kunst og arkitektur må have gjort familiens rejser til særlige oplevelser. Vi tænker på det savn, hans altid meget kærligt omtalte hustru Hanne og hans fire børn samt senere tilkomne børnebørn må have nu. Men savn opstår på basis af gode minder. Det sidste halvandet års sygdom med komplikationsfyldte operationer og kemoterapi for ventrikelcancer er dog et minde, man kunne være foruden. Hvorfor er det altid de bedste, der dør først?
»… for nu er han død. Det er Lars, som er død. Forstaar I?«
Kristian Angelo-Nielsen
Kenneth Egstrup
Jørgen Hangaard
Inger Marie Jensen Hansen
Tony Bill Hansen
Jan Erik Henriksen
Axel Malchow-Møller
Lis Stilgren
Jens Svanegaard
Erik Øster-Jørgensen
Claus Aalykke