Medlem i

13 years 1 month
components

23.2.1943-25.1.2016

Lars Heslet er død i en alder af 72 år efter længere tids sygdom.

Professor, dr.med., cand.polyt. Lars Heslet var fra 1996 til 2005 klinikchef på Rigshospitalets tværfaglige Intensiv Terapiklinik 4131.

Lars var en karismatisk person, som i sit virke har ydet en meget stor og nyskabende indsats indenfor den intensive medicin. Lars brændte for den intensive medicin – ved patienten – i forskningsmæssig og i organisatorisk sammenhæng. Han var nytænkende og aldrig bekymret for at udfordre dogmer eller traditionelle tankegange.

Lars havde den dybeste respekt for sit arbejde med kritisk syge patienter, og Lars var kendt som patienternes mand. Lars havde en imponerende og vidtfavnende lægefaglig specialviden, og det var en viden, som han gavmildt og til enhver tid var parat til at dele til gavn for patienter og kollegaer.

Lars holdt fast på at bevare det humanistiske i lægegerningen. Evnen til empatisk tilgang i arbejdet som læge så Lars i sin yderste konsekvens som en nødvendighed for helbredelse, og Lars var altid parat til at tage en diskussion om betydningen af lægekunst versus strikt evidensbaseret medicinsk tilgang i patientbehandlingen.

Lars arbejdede på alle områder for at få lægevidenskab til at gå hånd i hånd med lægekunst.

Med støtte fra Ny Carlsbergfondet fik Lars i sin tid som klinikchef udsmykket Rigshospitalets Intensivklinik med billedkunst, vægkunst, litografier og farverige glasmosaikker af høj kunstnerisk kvalitet til daglig glæde og inspiration for alle, som kommer forbi afdelingen.

Sammen med oboisten Niels Eje udviklede han det musikterapeutiske program »Musicure«, og ved siden af dette udgav Lars bøger om hospitalsindretning og hospitalsarkitektur.

Lars var gennem hele sit virke inspirerende, nytænkende og visionær.

Lars etablerede ITA 4131 og udviklede i samarbejde med kolleger klinikken til en stærk og bæredygtig organisation, hvor den faglige kvalitet er i højsæde.

Det var Lars’ fortjeneste, at ITA 4131 blev en selvstændig enhed – en visionær bedrift, der var nødvendig, og som har haft afgørende betydning for vores nuværende position – lokalt, nationalt og internationalt.

Da Lars i 2008 valgte at forlade vores afdeling for at kaste sig ud i nye projekter med udvikling af eget biotechselskab, var det Lars’ ønske, at vi ville bevare ITA 4131 i hans ånd med en aldrig svigtende høj lægefaglig kvalitet og humanisme.

Det er et løfte, vi stolte står ved og dagligt mindes om ved glæden af den smukke kunst, der lyser op på vores afdeling.

Tak for din tid med os Lars.

Lægerne på Intensiv Terapi Afdeling 4131, Rigshospitalet

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes