Medlem i

13 years 1 month
components

Mandag den 10. februar 2003 gik flaget på halv ved psykiatrisk afdeling, SHF Svendborg. Bange anelser havde vi haft i et par dage, efter at de første meldinger om Kurts alvorlige skiuheld i Norge var indløbet. Nu var visheden der desværre.

Overlæge Kurt Sønderlund Kristensen var død - 51 år gammel - som følge af svært kranietraume efter skiuheld.

Kurt havde glædet sig til den årlige skiferie. Han var i fin form. Holdt sig i gang ved hjælp af ugentlig gymnastik og løb. Nu må Kurt undværes til både maraton og Eventyrløb. Ligesom han må undværes af patienter, kolleger og samarbejdspartnere, venner og først og fremmest af familien. Rigtigt mange var til stede for at hilse af med Kurt ved en smuk bisættelse i Dyrup kirke.

Kurt blev født på en landejendom på sandjordene ved Brande. Han var vedvarende optaget af sin oprindelse, var sig sine rødder meget bevidst. Han talte tit, og med glæde, om sin opvækst og sit fødehjem. Det lå ham på sinde, at der blev plantet skov på stedet, Kurt mente, at det ville være smukt på den egn. Denne drøm er nu ved at blive virkelighed.

Kurt blev matematisk og biologisk student fra Hjørring Gymnasium i 1972. Startede umiddelbart herefter på medicinstudiet ved Aarhus Universitet og sluttede 1. del i 1975-1976. Studiets 2. del blev gennemført ved Odense Universitet. Medicinsk embedseksamen sommeren 1979.

Kurt stilede bevidst mod det psykiatriske speciale, og han fik sin speciallægeanerkendelse i juni 1990.

Sin uddannelse fik Kurt primært i psykiatrisk afdeling i henholdsvis Odense og Middelfart. I dette forløb var han stærkt engageret i psykoterapeutisk arbejde og var en af igangsætterne på Fyn i at medinddrage pårørende i den psykiatriske behandling. Undervejs arbejdede Kurt i alkoholambulatoriet i Odense som lægekonsulent.

Fra 1. oktober 1992 og indtil sin død var Kurt sideordnet overlæge ved psykiatrisk afdeling, SHF Svendborg. Her fungerede han på forskellige afsnit og i distriktspsykiatrien, altid arbejdsom, dynamisk og vellidt. Kurt påtog sig i flere år ansvaret for lukket afsnit, hvor han virkede med stor dygtighed og omhu for patienternes værdighed.

Med sit overblik, sin kompetente og velorganiserede arbejdsindsats kunne Kurt fordele opgaverne, men han tog selv sin tørn og påtog sig en række ansvarsområder, herunder katastrofeberedsskabsplan. Kurt var psykoterapivejleder, og også i det daglige kliniske arbejde var han altid fagligt inspirerende, opmærksom og gav gerne sin viden videre.

På Fyns-plan var Kurt initiativtager til psykiatrisk specialeråd, som det netop var lykkedes at etablere.

I Kurts daglige arbejde skinnede det klart igennem, at familien betød utrolig meget for ham. Han var stolt af sin familie, sine børn og sit barnebarn, og ingen kunne være i tvivl om hans ægte interesse og engagement i familiens ve og vel.

Kurt vil blive husket og savnet.

Vores dybeste medfølelse går til Kurts hustru Annebirthe og familien.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes