Medlem i

13 years 1 month
components

4.12.1944-24.08.2012

Kurt Lühdorf er uventet død, kun 67 år gammel.

Kurt blev tidligt i sin faglige karriere interesseret i neurologi og viste sig meget hurtig som en uovertruffen dygtig læge og neurolog. Med en ubetinget begejstring for sit fag, stor flid og en fotografisk hukommelse var hans viden enorm og blev anvendt præcist og elegant til gavn og glæde for både patienter og kolleger. Kurts faglige udvikling gik aldrig i stå; han var altid opdateret og havde så sent som over sommeren udarbejdet forslag til nye tiltag i afdelingen.

Kurt var inspirator og initiativtager og fandt aldrig opgaver hverken for store eller for små til at løse, og var altid hjælpsom med alt fra de vanskeligste diagnoser og behandlinger til gode råd om bearnaisesauce.

Kurt var alsidig, og hans almene dannelse og viden var stor. Han vidste alt om det gamle Rom, det meste om jazzmusik og meget om alt muligt andet. Han havde ordet i sin magt med en spids og præcis pen i faglige formuleringer, men havde nok forkærlighed for det talte ord og kunne fortælle lige medrivende om så vel hændelser ved syvende hul på golfbanen som vanskelige patientforløb. Kurt var ikke bare fagligt, men også socialt et naturligt samlingspunkt.

Kurt overkom det utrolige og har ydet en uvurderlig indsats i mange faglige sammenhænge, bl.a. som central drivkraft i udviklingen og organiseringen af Neurologisk Afdeling på Roskilde Sygehus fra en mindre enhed med fire fastansatte speciallæger til den store afdeling, vi har i dag, som sagkyndig i Patientombuddet, og ikke mindst med et utrætteligt arbejde omkring uddannelse af yngre neurologer, for hvilket han velfortjent modtog Dansk Neurologisk Selskabs uddannelsespris i 2011.

Kurt var der også for sin familie, nærværende og omsorgsfuld, og en hel lille billedserie af børnebørnene havde sneget sig ind på skrivebordet, hvor pladsmanglen ellers var stor.

Kurt var »ener« af den fineste slags, et harmonisk menneske, der hvilede i sig selv, og der er ingen tvivl om, at hans faglighed, engagement og menneskelighed har åbnet døren til specialet for mange neurologer.

Dansk neurologi har mistet en højt elsket mentor, og vi er mange, der vil savne Kurt meget - mest.

Vores tanker går til Kurts familie.

Ære være Kurts minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes