26.5.1956-6.12.2013.>
Kristian Prier Olsen er afgået ved døden efter godt to års sygdom.
Han voksede op i Nyborg og blev uddannet som læge ved Odense Universitet i 1984. Efter bred uddannelse på jyske og fynske sygehuse blev han i 1993 speciallæge i almen medicin. Han valgte ikke almen praksis, men derimod en ansættelse som sygehuslæge ved Bogense Sygehus, hvor han virkede fra 1994 til 2003. Ved lukningen af Bogense Sygehus blev han ansat ved Medicinsk Afdeling på Middelfart Sygehus og ved lukningen af dette i 2006 ved Geriatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital.
Kristian var et stilfærdigt og privat menneske, men fagligt dygtig og kompetent. Igennem sin kliniske uddannelse havde han opnået en bred internmedicinsk viden og indsigt, som kom afdelingens patienter til gode. Den katedrale undervisning var ikke Kristians felt, men derimod var han en skattet bedside-underviser for både yngre læger og lægestuderende, og mange vil kunne huske Kristians »Dagens EKG«, som blev præsenteret for yngre læger og lægestuderende i forbindelse med middagskonferencerne.
Da Kristian i 2011 blev ramt af kræft, valgte han fra begyndelsen at være fuldt åben om sin sygdom, og alle vi kolleger kunne følge ham i det svære forløb med flere behandlinger og flere recidiver, indtil han i slutningen af 2012 fravalgte yderligere behandling.
Siden Kristian stoppede i afdelingen, har vi savnet hans faglige kunnen, stilfærdige væsen og humor. Vores tanker går til Kristians hustru og to børn, som begge er i gang med akademiske uddannelser, og som Kristian omtalte med stor stolthed.
Æret være hans minde.
Lars-Erik Matzen
Karen Andersen-Ranberg
Jens-Ulrik Rosholm
Gert Vedel Sørensen
Søren Kasch
Rudolf Schelle
Rasa Bliucukiene