5.11.1926-2.5.2007
Med Kresten Mellemgaards (KM) død er en af de vigtigste personligheder i dansk intern medicin/kardiologi inden for de sidste 40 år forsvundet.
KM bestod den lægevidenskabelige embedseksamen i 1952 og kom i 1956 til Rigshospitalet. På Rigshospitalet fik KM speciallægeuddannelse i intern medicin, kardiologi og klinisk fysiologi, erhvervede i 1968 den medicinske doktorgrad baseret på et arbejde om den alveolo-arterielle oxygendifferens og var i tre år leder af Flyvemedicinsk Laboratorium. Da KM tiltrådte stillingen som overlæge ved Medi- cinsk Afdeling B på Centralsygehuset i Hillerød i 1969, var han således fagligt videnskabeligt og administrativt vel forberedt til en gerning, der kom til at strække sig over 25 år.
På Afdeling B stod det kliniske arbejde i centrum med patienterne som omdrejningspunkt, og der blev lagt vægt på god, klinisk uddannelse af yngre læger. Det var en afdeling på højeste faglige niveau. Man følte sig tryg under KM's sikre ledelse. Videnskaben blomstrede på afdelingen. De to store danske undersøgelser (DAVIT-studierne) over brugen af verapamil ved akut myokardieinfarkt (AMI) havde deres rod i Afdeling B og viste, at verapamil kunne bruges til sekundær profylakse efter et AMI. Studierne blev gennemført på 25 internmedicinske afdelinger over en næsten tiårig periode. DAVIT blev udgangspunktet for over 150 videnskabelige artikler og flere disputatser. Uden den respekt, der stod omkring KM's person, var DAVIT aldrig blevet gennemført. KM fik sat Afdeling B på verdenskortet i kardiologi.
KM var formand for Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) og deltog aktivt i DSIM's arbejde i utallige udvalg og i § 14-Rådet. KM skabte respekt om DSIM's arbejde og fik stor indflydelse på den faglige udvikling i intern medicin. KM bevarede kontakten til kardiologien og skabte Dansk Kardiologisk Selskabs (DCS) fagblad Cardiologisk Forum.
Der var mange, der kunne se værdien af KM's arbejde. KM modtog flere priser, hvor DSIM's Hagedorn Pris og DCS's Jubilæumspris nok var dem, der glædede KM mest pga. den meget store faglige og menneskelige anerkendelse, disse to priser er udtryk for.
KM var vennen og den gode kollega med respekt for andres synspunkter og ideer, retsindig, villig til at påtage sig et ansvar samt med en velsignet humoristisk sans.
Tankerne går også til Lis, livsledsageren gennem 55 år.
Æret være Kresten Mellemgaards minde.