5.8.1933-14.7.2015
Knut blev cand.med. i 1960 og dr.med. i 1979. Hans løbebane førte til ansættelser på bl.a. Carlsberg Laboratorium, Finsenlaboratoriet og de klinisk-immunologiske afdelinger ved Århus Kommunehospital og Rigshospitalet. Knut blev speciallæge i klinisk immunologi i 1988. Senere ydede han en ledende indsats for opbygningen af et blodbankvæsen i Zimbabwe.
Vi lærte Knut at kende i 1963 på det første »Kursus i de for medicinen basale videnskaber«, som Det lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet arrangerede. Kurset henvendte sig til unge læger med forskningsambitioner. Det var intensivt og varede et år. Vi var 12 deltagere, som indledte eller fortsatte forskning ved forskellige laboratorier. Ti af os har siden holdt sammen og er mødtes 2-3 gange om året, hvor vi på skift har fortalt om vores forskning eller anden aktivitet. Det har været inspirerende og hyggeligt.
Knut er den første af os, som nu er død. Vi blev inviteret af hans hustru, Gretelise Holm, til at deltage i en mindedhøjtidelighed og fest i deres hjem. Det var både en lejlighed til at mindes Knut og sætte et festligt punktum for vores mangeårige venskab, helt i hans ånd.
Niels Ehlers,
Jes Forchhammer,
Erik Magid,
Søren Nørby,
Knud E. Petersen,
Simon J. Rune,
Lars Ole Simonsen,
Herluf Thieden,
Lars Willumsen