Knud, der var dansk læge i 5. generation, blev født i Bandoeng på Java i det tidligere Hollandsk Indonesien. Hans far var praktiserende dermatolog i Djakarta og Knud og hans søskende voksede op med lidt dansk i hjemmet, med hollandsk i skolen, og indonesisk i dagliglivet. I det hollandske gymnasium blev både græsk og latin en del af hans klassiske dannelse, og da Knud havde et fint sprogøre, fik han et godt grundlag til senere ubesværet at kunne tilegne sig flere sprog. Efter japanerne havde besat Java i 1942 lod Knud sig indrullere i et australsk/amerikansk tankregiment. Han blev taget til fange og var svært afmagret ved befrielsen efter otte måneder i japansk fangelejr. Oplevelsen af krigens gru satte sig dybe spor. Efter krigen fulgte Knud sin fars råd og smed medaljerne væk, men helt at gøre sig fri af de mange forfærdelige krigsoplevelser var ikke muligt, og Knud var i mange år plaget af endeløse natlige mareridt. Alle, der kendte Knud ved, at han formåede at konvertere disse oplevelser til en positiv holdning til livet og til sine medmennesker.
Efter krigen kom Knud efter studentereksamen i Esbjerg til København for at studere medicin. Det var kirurgien, der fik hans interesse, og som passede til hans temperament. De vel nok lykkeligste år var årene som RI på Rigshospitalet, hvor han hos Dahl Iversen tilegnede sig en bred mave-tarm-kirurgisk erfaring og senere specialiserede sig i thoraxkirurgi hos Frederik Therkelsen. Et år på et andet københavnsk hospital blev betragtet som deportation, men var nødvendigt for speciallægeuddannelsen. Heldigvis var der ikke langt til »Riget« og sporvognsskinnerne førte lige dertil; man kunne altid lige gå ned og røre ved dem, når tilværelsen blev for trist.
Videnskabeligt arbejdede Knud på Cancerregistret og markerede sig allerede seks år efter embedseksamen med den banebrydende disputats: »On the Etiology of Bladder Tumors in København-Frederiksberg« (1961), hvor der påvistes en statistisk signifikant sammenhæng mellem excessiv tobaksrygning af forskellig art og forekomsten af såvel godartede som maligne blæresvulster blandt mænd. Et arbejde, der stadig citeres internationalt.
Knud blev en fremragende kirurg og en tålmodig lærer for en hel generation af yngre kirurger. Han var ikke alene elsket som lærer, men blev også for mange en god ven, hvis hjem var åbent døgnet rundt parat til at give en hjælpende hånd, når der var behov for det.
Det blev dog endokrinkirurgien, der blev Knuds store interesse. Fra 1970 til 1990 var han overlæge på kirurgisk afdeling RE, Rigshospitalet, og afløste professor Eivin Hasner som chef i 1985. Knud var den førende thyroidea- og parathyroidea-kirurg og en af pionererne inden for den brystbevarende kirurgi.
Mange kirurger har fået deres teknik ved mamma- og thyroideakirurgi forfinet under Knuds tålmodige assistance - en »kirurgiens masterclass«.
Knud var ikke kun en fremragende kirurg og en god kliniker - højt værdsat af kollegerne og afdelingens personale, men havde også fremragende pædagogiske evner til at formidle sit fag ved både danske og internationale møder og kurser. Hans sans for sprogets indre logik var til uvurderlig støtte for de mange, der nød fordel af hans venlige og kritiske gennemgang af videnskabelige manuskripter.
Knud fortjente om nogen betegnelsen »patienternes mand«, hans ry blandt patienter på Rigshospitalet og i hans privatpraksis i Malmøgade var legendarisk. Hans engagement i patienterne var uforligneligt og bidrog til, at han fagligt kom i modvind, da han fandt, at forskellen på mastektomi og et brystbevarende indgreb var for stor til, at valget kunne afgøres ved lodtrækning.
I sine velmagtsdage var der ingen tvivl om, at dagligdagen hos familien enten i Malmøgade eller på ødegården i Sverige var hjørnestene i hans tilværelse. Knud var åben af sind og vi fulgte alle med i familiens oplevelser og især de tre drenges, der var hans øjesten og stolthed. Det blev i faglige sammenhænge også til mange receptioner i hjemmet, hvor Christa var en forbilledlig værtinde.
I de sidste år svigtede helbredet, og de traumatiske oplevelser fra ungdomsårene blev svære at holde på afstand. For Knud var familien og de, der stod ham nær, en stor støtte.
Vi er mange, der er Knud stor tak skyldig. Vi vil for altid bevare mindet om Knud som en loyal og opofrende ven, der var elsket af utallige patienter for sin viden og kunnen og for sin store indlevelsesevne og menneskelighed.
Æret være Knud Lockwoods minde.