Medlem i

13 years 1 month
components

12.6.1932-9.2.2008


Knud Jensen var fra 1971 og til sin pensionering i 2002 ansat som overlæge på Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Han kom fra Bramming og blev uddannet som læge fra Aarhus Universitet i 1959. Ti år senere i 1969 blev han speciallæge i psykiatri og blev i 1974 også speciallæge i neurologi.Hans dobbelte faglige interesse førte vidt omkring. Som neurolog var han meget interesseret i sygdommen dissemineret sklerose, og han blev i 1978 dr.med. på en disputats om denne sygdom. Denne interesse var livslang, og han sad i adskillige år i Scleroseforeningens forskningsudvalg. Han var også med til at igangsætte og understøtte forskning i sygdommens neuropsykiatriske aspekter og etablerede i 1985 Klinisk Neuropsykiatrisk Forskningsenhed.


I årene 1987-1991 var Knud Jensen ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital. I denne periode skaffede han økonomiske midler til og understøttede forskningen inden for selvmordsforebyggelse. Center for Selvmordsforskning og Forebyggelsescenteret blev blandt andre via Knud Jensens engagement etableret takket være fondsmidler. Han var lektor ved Syddansk Universitet og var en fremragende underviser.


Inden for psykiatrien var Knud Jensen optaget af sindslidendes rettigheder og menneskerettigheder generelt, og i en periode var han medlem af Europarådets antitorturkomité. Han var aktiv i World Federation for Mental Health og har været næstformand i Landsforeningen Sindslidendes Vel og i landsforeningen Sind. I forbindelse med revision af sindssygeloven i slutningen af 1980'erne deltog han som Det centrale Handikapråds repræsentant i udvalget vedrørende sindslidendes rettigheder.


Knud Jensen var en efterspurgt foredragsholder, og hans perspektiv var internationalt. Hans engagement lå ofte uden for Danmark, og han kunne være savnet på sin egen psykiatriske afdeling. Det var de store og overordnede linjer, som havde hans interesse.


Som menneske var Knud overordentlig venlig og afholdt af kolleger og ikke mindst af patienter.


De seneste år var præget af sygdom, og hans tragiske død som følge af en brandulykke berører os alle. Vore tanker går til Susanne og døtrene Eva og Nanna, som med Knuds død har mistet en elskelig far.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes