26.8.1931-20.2.2004
Knud Fredslund-Andersen blev læge i 1961 og startede, som så mange andre dengang, med ansættelser i Sverige. Efter hjemkomsten til Danmark puslede han med tanken om en speciallægeuddannelse i røntgen, men opgav og forsøgte en kort periode almen praksis, inden han tog endelig beslutning om en uddannelse som psykiater. Han blev speciallæge i 1972 efter ansættelser i Viborg og Risskov. Fra 1975 og til sin pensionering i 1996 var han overlæge ved det Psykiatriske Sygehus i Viborg.I 1975 var en betydelig udvikling af psykiatrien i Viborg i fuld gang. Det store statshospital med adskilt »kvindehospital« og »mandshospital« var blevet ændret, og foruden andre afdelinger var der oprettet fire områdeafdelinger, der egentlig var en slags forløber for distriktspsykiatrien. Dette medførte bl.a. en betydelig udvidelse af lægestaben og i den forbindelse også ansættelse af en del nye overlæger.Knud Fredslund-Andersen blev en af disse. Stemningen prægedes af fremtidsdrømme, håb og optimisme. Han befandt sig tydeligvis godt herved og blev således gennem mere end en 20-årig periode en yderst værdsat og afholdt kollega på en arbejdsplads med mange administrative og organisatoriske omlægninger. Han var fagligt bredt engageret, og ikke mindst interesserede han sig meget for de psykoterapeutiske behandlingsmetoder og det hertil hørende menneskesyn. Hans kliniske indsigt var legendarisk og kom et stort antal patienter til gode. Han havde et vindende væsen parret med en egen underfundig humor, der medvirkede til gode løsninger selv i vanskelige situationer. Han var altid villig til at lade yngre kolleger høste af sin store erfaring, og da han samtidig var en god underviser, vil mange sikkert huske ham for dette.
Hans sidste år blev svære at bære, ikke mindst for hans kone Bente, idet det også blev hans lod at miste identiteten i Alzheimers sygdom.