Medlem i

13 years 1 month
components

11.6.1925-8.6.2015

På sin egen stilfærdige måde var Kjeld Jørgensen en »grand old man« i dansk laboratoriemedicin, nærmere betegnet klinisk biokemi. Kjeld Jørgensen blev læge fra Københavns Universitet i 1951 med efterfølgende turnus på Rigshospitalet. Her blev han resten af sit professionelle liv, bortset fra et par korte afstikkere til Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler. I 1954 oprettede Rigshospitalet en selvstændig afdeling i klinisk biokemi (Centrallaboratoriet), og Kjeld Jørgensen var med fra begyndelsen – fra 1969 som overlæge. Ud over lægestudiet gennemførte Kjeld Jørgensen også kemistudiet, men følte i øvrigt ikke behov for at skilte med mere end en uddannelse.

På afdelingen gled ansvaret for analyser, kvalitetssikring og ny teknologi efterhånden over på Kjeld Jørgensens skuldre. Og sammen med de ledende laboranter, Karen Tygstrup og Annelise Konstantyner, sikrede Kjeld Jørgensen i årtier hospitalets daglige analysesvar. På mange måder inkarnerede de tre afdelingens sjæl. Alle respekterede Kjeld Jørgensens store fagkompetence og følte sig trygge med ham ved roret. Men Kjeld Jørgensen stod ikke blot for afdelingens rutinedrift. Han blev tidligt involveret i flagskibsprojektet om måling af blodets gasser og syre-base-balance. Poul Astrup var initiativtager – inspireret af respiratorbehandlingen af patienter under den store polioepidemi. Men projektets succes skyldes i høj grad også Kjeld Jørgensen og Ole Siggaard-Andersen. Et andet projekt med tilsvarende global gennemslagskraft var det regelsæt, som Kjeld Jørgensen og René Dybkær i 1960’erne udarbejdede for, hvordan kvantiteter og enheder i laboratorier skal udtrykkes. Og op gennem 1970’erne og 1980’erne fortsatte Kjeld Jørgensens stringente engagement i klinisk biokemisk forskning og udvikling.

Kjeld Jørgensens forståelse af kemi, klinisk biokemi og meget af verden i øvrigt var legendarisk. På det personlige plan var han imidlertid beskeden og stilfærdig. Men bag det neutrale ydre med den faste grå habit skjulte sig et varmt, charmerende og belæst menneske med stor interesse for musik, især jazz. Efter sigende var han selv en glimrende jazztrommeslager.

Det har været et privilegium at kende Kjeld Jørgensen

Æret være hans minde.

Jens F. Rehfeld

Linda Hilsted

Lars Bo Nielsen

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes