Kirsten Utoft

28.2.1949-23.1.2004Med Kirsten Utofts død har vi mistet en kollega, hvis virke var præget af et enormt engagement, glæde og omsorg for både patienterne, men også for hendes kolleger og medarbejdere.Kirsten blev speciallæge i psykiatri i 1990, og i 1992 blev hun afdelingslæge på Sct. Hans Hospital. Her fik hun mulighed for at udfolde sine evner til at forstå patienternes situation og derved yde dem den bedste støtte. Hun fik stadig større ansvar, og oplevede at hendes humanistiske indstilling kunne forenes med lederopgaven, som hun varetog på meget demokratisk vis, samtidig med at hun kunne fastholde sine synspunkter.

Kirsten havde altid sagt, at hun udelukkende ville koncentrere sig om patientbehandling og ikke bruge tid på lederopgaver. Hun blev dog så optaget af at få medarbejdere til at arbejde sammen, at det førte til at hun i 1997 blev ansat som overlæge ved Distriktspsykiatrisk Center Vanløse, H:S Hvidovre Hospital. Hendes måde at varetage lederopgaven på var hele tiden præget af hendes humanistiske og helhedsorienterede holdning i forhold til såvel patienterne som medarbejderne.

Behandlingsteamet i centret udviklede sig godt og Kirsten glædede sig hele tiden over medarbejdernes kunnen og lagde meget vægt på, at der i centret var en etisk og respektfuld tilgang til patienterne.

Hun var stolt over hvor langt centret var nået ved fælles indsats og var sikker på at denne udvikling ville fortsætte, da hun for godt to år siden var nødt til at sygemelde sig.

Efter en længere udredning blev det konstateret, at hun led af amyotrofisk lateral sklerose. Men helt karakteristisk for Kirsten fastholdt hun fortsat sit smittende gode humør, og sin vilje til at få alt det ud af tiden, som hun kunne nå.

I hendes sygdomsperiode var hun fortsat meget optaget af dels centrets virke, men også patienternes trivsel, og i forbindelse med sin pensionering indbød hun alle de patienter der havde lyst, til kaffebord i centret for at sige farvel for et mangeårigt læge-patient-forhold.

I den alt for korte tid hun nåede at være pensioneret, tog hun på mange rejser med sin mand Henrik. Henrik havde altid været en vigtig støtte for hende, og var i denne tid en uvurderlig hjælp. Vores tanker går til ham og til hendes søn Carsten, svigerdatter Gitte og to børnebørn.