19.9.1934-8.6.2003
Kirsten Øhlenschlæger døde den 8. juni efter kort tids sygdom.
Jeg mødte Kirsten som turnuskandidat på Hillerød Sygehus i 1961, og hun og hendes mand Henrik blev vore nærmeste venner gennem mere end 40 år. Allerede under turnustiden opdagede man, hvilket omsorgsfuldt menneske Kirsten var. Der var dengang ingen introduktion til arbejdet, og man måtte klare sig, som man bedst kunne, men ikke i Hillerød. Kirsten tog sig af nye kolleger, indførte dem i arbejdet og lærte dem, hvorledes man skulle begå sig.
Hun var blid, men kunne sige fra, hvis der skete urimeligheder. Efter forskellige vikariater uddannede Kirsten sig hurtigt til dermatolog, selv om hun fik 4 børn i løbet af 3 år. Det var et meget livligt hjem i Vingårds Allé præget af hendes omhu for andre og hendes organisationstalent.
Kirsten havde i 25 år en veldrevet dermatologisk speciallægepraksis i Hillerød. Hun var afholdt af patienter og respekteret af kolleger. Trods arbejde og et travlt hjem havde Kirsten i alle årene tid til at dyrke sine særlige interesser for musik og litteratur.
Der blev givet en meget, når man var ven med Kirsten. Hun havde sine meninger, men var altid positiv over for andre og talte aldrig ilde om nogen. Hun gav ofte sine nære venner gode råd, og man opdagede, at det altid var klogt at følge dem. Alle, der kom i berøring med Kirsten, vil savne hende, og kærlige tanker går til Henrik og deres 4 børn.
Mogens Krogh Jensen