19.9.1934-8.6.2003
Pinsedag døde Kirsten Øhlenschlæger efter en uventet og kortvarig kardiovaskulær lidelse.
Kirsten stammede fra et lægehjem i Odense, hvor begge forældre var stærkt engagerede i kultur, kunst og politik, en påvirkning der kom til at præge hende resten af livet. Efter studentereksamen fra Odense Katedralskole rejste hun til Købehavn, hvor hun tog lægevidenskabelig embedseksamen i 1961. Snart begyndte hun sin uddannelse i dermato-venerologi og fik autorisation som speciallæge i 1970. Hun fødte fire børn og nåede alligevel en grundig efteruddannelse i Danmark og England og fik skrevet videnskabelige artikler. I 1975 etablerede hun sig som praktiserende speciallæge i Hillerød i samarbejde med undertegnede kollega. Hun var og forblev en meget anset dermatolog med dyb indsigt også i intern medicin. Det blev mange lykkelige arbejdsår. Kirsten havde foruden sin kulturelle dannelse også en hjertets dannelse. Hendes altid venlige og tillidsfulde holdning og lyse sind gjorde hende afholdt af patienter og personale. Hendes faglige kompetence og usvigelige loyalitet gjorde klinikken til et trygt sted at være. De personlige relationer udviklede sig til varige og nære venskaber til kompagnon og personale og blev
endog endnu tættere, da kompagniskabet af naturlige årsager ophørte for syv år siden. Kirsten var god til at tilrettelægge sin tid og overkom utroligt meget. Hun og hendes mand, speciallæge i almen medicin, Henrik Øhlenschlæger, udgjorde et par med tætte forbindelser til deres fire børn og efterhånden også børnebørn. Den daglige nære kontakt betød meget for hele familien. Der var en stor og trofast venneskare, og det var altid en fornøjelse at være sammen med dem og samtale om bøger og kunst. Kirsten havde mange aktiviteter: læste meget, dyrkede musikken på aftenskole og højskoleophold, spillede tennis og havde eftermiddage med bridgespil. Hendes død betyder et stort, ufatteligt savn for familien, men var også et stort tab for os, hendes venner, som vil bevare mindet om denne fine personlighed i vore hjerter.
Niels Rosman