10.7.1946-30.4.2012
Katrine var en ener i lægeverdenen. Hendes store engagement, politiske bevidsthed og faglige kompetence medvirkede til at starte projekter, der har fået stor betydning for sårbare grupper omfattende kvinder, frihedsberøvede, ofre for overgreb og mange forskellige patientgrupper.
Katrine blev læge i 1972, speciallæge i gynækologi 1986, og i Lægeforeningen var hun formand for Hygiejnekomitéen fra 1986 til 1988 og medlem af Hovedbestyrelsen fra 1990. Som formand for Etisk Udvalg fra 1990 til 1996 medvirkede hun til Lægeforeningens globale engagement i at styrke medicinsk etik og menneskerettigheder. Det førte til afholdelse af seminarer i flere østeuropæiske lande i et nært samarbejde med Advokatrådet, anklagemyndighederne, Domstolsstyrelsen, kriminalforsorgen, rigspolitiet og universitetet med fokus på betydningen af lægeetik og menneskerettigheder i forhold til frihedsberøvede. Indsatsen havde som mål at udbrede nordiske normer og værdier om lige adgang til sundhed og respekt for det enkelte individ uafhængigt af dets baggrund. Arbejdet i Etisk Udvalg førte senere til dannelsen af en arbejdsgruppe om menneskerettigheder i Lægeforeningen. Vi har her haft et spændende samarbejde med Katrine, hvor hendes særlige egenskaber og smittende livsglæde gjorde det udholdeligt at være vidne til de umenneskelige vilkår, vi ofte har mødt i andre lande. Vi erindrer i særlig grad delegationens aftner i Østeuropa med dans og diskussion, glæde over fællesskabet og varm samhørighed. Katrine fik et rigt liv. Hun var med i den feministiske bevægelse fra 1970'erne, en af initiativtagerne til »Kvinde kend din krop« i 1983 og aktiv i Gruppen for Medicinsk Kvindeforskning, bidrog til publikationen »Kvinden som patient«, bl.a. med studier af abortsøgende kvinder og kvindelige lægers eget valg af antikonception.
I slutningen af 1990'erne lykkedes det endeligt at få oprettet et center for voldtægtsofre på Rigshospitalet. Katrine var en unik leder af centret. Hendes faglige kompetence og dybe forståelse for de sårbare kvinders vilkår gjorde, at netop hun kunne yde dem omsorg og støtte og synliggøre de socialmedicinske problemer, som voldtægt medfører.
Katrine døde en forårsdag. På grund af sin livsvilje og store styrke overvandt hun sygdom i mange år. På mange måder troede vi aldrig, at sygdom ville få bugt med hende, og vi forventede, at hun ville blive ved med at være en »stjernekaster« i vores liv. Hun, der aldrig klagede sig, men som altid var der til at støtte andre. Vi er dybt taknemlige over at have været en del af Katrines faglige og personlige liv, og vi vil bevare mindet om hendes ukuelighed og store menneskelighed. Katrine efterlader et dybt savn hos alle os, der kendte hende.