25.3.1960-1.7.2016
Katja sov ind efter længere tids sygdom.
Det er næsten to årtier siden, vi mødtes som ph.d.-studerende på MR-afdelingen, Hvidovre Hospital. Katja var ikke blot initiativtager til »MR-pigeslænget«, men også omdrejningspunktet og den, der holdt fast i, at vi skulle fortsætte med at mødes, selvom vi efter ph.d.-tiden spredtes ud i en bred vifte af specialer og geografier. Hun fastslog med kærlig bestemthed, at selv i en travl kalender skulle der skabes plads til en kulturoplevelse, en tur i sommerhus, en god middag og en fælles opdatering på livet. Og hendes egen kalender var travl. Inden for få år blev hun, parallelt med sit videnskabelige og kliniske arbejde i radiologien, mor til tre dejlige børn i rap, inden hun den 30. april 2007 med sin sædvanlige humor, utrolige viden, underholdende overskud og seriøse engagement forsvarede sin ph.d.-afhandling »MR investigations in Parkinsonism«.
Mad i alle afskygninger var Katjas passion. Selv en flad madpakke kunne opløftes til en kulinarisk diskussion, hvis Katjas kritiske øje spottede en interessant ingrediens. Kogebøger fra hele verden blev studeret, og det helst på originalsproget, om det så var engelsk, italiensk eller fransk. Et uforglemmeligt samlingspunkt var de legendariske gæstebud på femte sal i Havnegade. Alle 10-12 retter var minutiøst tilrettelagt, så vi alle bidrog i hold og efter evne under Katjas kommando. For hun havde med sin helt særlige menneskekundskab gennemskuet, hvem der kunne stå for souffleen, skrælle kartofler eller var bedst placeret i opvasken.
Katja tog sig tid til menneskene omkring sig og var altid engageret. Hun levede for at udfordre og overraske livet, sig selv og sine omgivelser. Katja trivedes godt i »slæng«, syntes det var sjovt, interessant og inspirerende, når man var flere sammen om en oplevelse eller et måltid. Hun var levende interesseret i andres liv, overvejelser, udfordringer og valg – og leverede nogle skarpe og tørre, men varme og empatiske kommentarer til venindernes oplevelser og ageren.
Katja var et legende menneske. Det kom tydeligt til udtryk i hendes utraditionelle omgang med det danske sprog. Under hendes sygdom blev Kræftens Bekæmpelse til »Kæmpens Bekræftelse«. Hvis noget blevet frarådet, var det en »afbefaling«. Og »Rødbedeferien« virkede som et godt tidspunkt at tage en forårstur i sommerhuset.
Naturoplevelser var vigtige for Katja, og hun holdt af at bevæge sig derud hvor verden var »forlænget med planker«, både i afkroge af Danmark og i udlandet. Samtidig var hun optaget af det klassisk kulturelle og kunne give lange og detaljerede foredrag om, hvad der var absolut obligatorisk at besøge, f.eks. på en tur til Firenze og Japan.
Selv med en alvorlig sygdom kæmpede Katja igen mod alle odds. Katja ville oplevelser, så selv med smerter og svigtende kræfter nød vi udflugter og kultur sammen, og til det sidste overraskede Katja med et »I er forhåbentlig med på drinks og tapas hjemme hos mig efter forestillingen« – og selvfølgelig var vi det. Hun ville livet – så meget at hun syntes at sprænge alle statistikker for overlevelse med den alvorlige sygdom, hun var ramt af. Katja var et specielt og interessant, følsomt, nærværende og stærkt menneske, en »out-lier« i ordets bedste betydning. Et menneske, man måtte se nærmere på, tage stilling til, en vigtig del af helheden. Med Katjas død er helheden i vores fællesskab svækket, så det kan mærkes. Vi savner hende. Vi mangler Katja til at vende op og ned på vores verdensbillede, udfordre, flytte grænser og få os til at grine ad livets mærkværdigheder.
Vores tanker går til Peter, Arendse, Morten og Michael.
Anne Katrine Pagsberg,
Ellen Garde,
Annika Langkilde
Maria Miranda