Medlem i

13 years 1 month
components

16.1.1936-17.4.2010

Karsten Rasmussen døde efter længere tids sygdom i april 2010, 74 år gammel.

Karsten blev kandidat i 1962 fra Aarhus Universitet, og inden da havde han fået tildelt en guldmedalje fra samme universitet. Allerede seks år senere blev han dr.med. på afhandlingen »Phosphorylethanolamine and Hypophosphatasia«. Disputatsen blev udarbejdet under hans ansættelse som først forskningsadjunkt og siden reservelæge ved centrallaboratoriet på Århus Kommunehospital. Det var lige den ballast, der på daværende tidspunkt skulle til, for at Karsten i 1970 kunne betegne sig som speciallæge i klinisk (bio)kemi.

Efter to års ophold i San Diego, Californien, vendte Karsten tilbage til Klinisk Kemisk Afdeling ved det, der i dag er Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, og som forskningsrådsoverlæge opbyggede han et metabolisk laboratorium med indførelse af de nyeste teknologier.

I 1991 blev Karsten ansat som den første ledende overlæge for Klinisk Biokemisk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby, et job han varetog på fornemmeste vis, indtil han i 2001 valgte at gå på pension. Med sig i bagagen til Skejby havde Karsten et forskningsfelt inden for området organiske syrer og B12-vitamin-mangel. Karsten udviklede den første praktisk anvendelige analyse af metylmalonat (MMA) og introducerede metoden til diagnostik af B12-vitamin-mangel i Danmark. På få år blev analysen almindelig kendt, og i dag udbydes den fra en række laboratorier landet over. Karstens pionerindsats med opsætning af MMA-analysen udmøntede sig i en række videnskabelige arbejder af stor international tyngde.

Karsten var på mange måder indbegrebet af en klinisk biokemiker. Han var stringent i sin tankegang, præcis i sin udtryksform, lydhør over for klinikernes behov og havde en utrolig paratviden. Dokumentation og publicering af faglige og videnskabelige arbejder var helt åbenbart blandt de glæder, der drev Karstens virke både som overlæge, som klinisk lektor og som vejleder. Når Karsten havde korrekturlæst et manuskript, og det blev godkendt, var der ingen tvivl: Det var i orden. Også Karstens indsats som medredaktør på Klinisk Ordbog tilfredsstillede hans store interesse for at fremme korrekt faglig kommunikation.

Karsten efterlader hustruen Kirsten, som han lige akkurat ikke nåede at fejre guldbryllup med, to voksne børn og fem børnebørn.

På vegne af kolleger ved de klinisk biokemiske afdelinger på Århus Universitetshospital.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes