Karen Sloth Lauszus

27.7.1963-10.9.2007Karen Sloth Lauszus døde mandag den 10. september, 44 år gammel. Godt et år efter at Karen fik konstateret Mantle-celle-lymfom, måtte hun give slip på livet; et liv, hun elskede så højt og fik så meget ud af. Hun bevarede håbet og troen og havde til det sidste et rigt liv.Karens barndomshjem i Thy bar præg af forældrenes arbejde som forstandere på plejehjemmet Solbjerg, og hele familien med fire børn var engagerede i livet på hjemmet. Karen omtalte altid sin opvækst med både stolthed og varme.


Medicinstudiet blev påbegyndt i Århus i 1983, og det var her, at vi lærte hende at kende. Køn, smilende, leende og livlig var hun hurtig til at få venner. Hun var altid omsorgsfuld over for andre, og vi var nogen, der hurtigt fandt på kælenavnet »mor-Karen«.


Sammen med Finn skabte hun sig egen familie med børnene Nikolaj, Kristian og Johanne. Familiens trivsel var meget vigtig for Karen, og hun strålede som en sol, når samtalen drejede sig om børnene.


Karens store rummelighed over for sine medmennesker udviklede og anvendte hun som psykiater. For Karen var det muligt at se noget godt i ethvert menneske, og næstekærlighed havde en stor og konkret betydning. Hendes personlighed egnede sig helt sikkert til det psykiatriske speciale, og hun nød stor anerkendelse for sit arbejde på retspsykiatrisk afdeling i Viborg. I januar 2005 valgte hun at etablere privat praksis i Holstebro uden overenskomst med sygesikringen for at kunne tilbyde kognitiv terapi til patienter samt supervison til lægekollegaer.


Karen havde en smittende livsglæde og stor energi, som hun rundhåndet delte ud af, både fagligt, socialt og familiemæssigt. Karen var et nysgerrigt og vidende menneske. Hun elskede rejser, musik og var meget belæst og bevarede til det sidste et stort engagement for sine omgivelser. Karen ønskede at være omgivet af familie, venner og kollegaer - hendes sygeseng måtte gerne placeres på en banegård, og sådan blev det. Der var lige til det sidste mange besøgende både under indlæggelserne og i hjemmet.


Vi er mange, der kommer til at savne Karens varme og engagement, men først og fremmest må tabet være stort for den nærmeste familie - Finn, Nikolaj, Kristian og Johanne. Vi er dog sikre på, at hun har gjort en forskel for så mange, at det ikke vil blive glemt.