18.4.1931-9.4.2003
Kaj Robert Jensen sov stille hen om morgenen den 9. april d.å. uden kendt forudgående sygdom. Hans uventede bortgang betyder en brat afslutning på det lykkelige otium, som han nød med sin kone Astrid, sine børn - med sin i 1985 afdøde kone Lili - Finn, Claus og Maria, svigerbørn, søskende og hans kones familie.
Et liv med stærke prøvelser i skarpt opdelte livsfaser er afsluttet i hæder. Vi føler tabet af en god kollega og ven.
Kaj Robert (KR) blev født i Nr. Kongerslev i Himmerland i 1931. Den seje stærke jyde af stolt jysk bondeæt viste hurtigt boglige evner og blev student fra Aalborg Kathedralskole i 1949. Efter embedseksamen i Århus 1957 med laud, få point fra laudabilis, og vikariater på kirurgiske afdelinger i Esbjerg og på Aalborg KH, fulgte turnus på Centralsygehuset i Hjørring. En fremadrettet kirurgisk karriere tog fart. Engageret i ortopædien i Århus åbnede Aarhus Universitets Ortopædiske Institut stilling for ham som klinisk assistent.
En kortvarig optræden som underviser åbnede chefers øjne for hans enestående pædagogiske og didaktiske evner, og tilskyndet hertil blev han i 1965 amanuensis ved Anatomisk Institut på Aarhus Universitet og allerede i 1966 lektorvikar og i 1967 lektor.
I 1970 tiltrådte KR godt 20 års virke som lektor i anatomi ved det i 1966 nystartede Odense Universitet. Udfordringerne var legio: styrelsesloven af 1970 med revision i 1973, voksende tilstrømning til lægestudiet, og den ene studieplan efter den anden skulle tilpasses. Studenteroprøret af 1968 ulmede endnu. Professor i anatomi Franz Bierring, den ildfulde pioner i universitetets opbygningsfase, fandt i KR vital støtte ganske særligt i perioden som rektor 1971-1974. KR's slidsomme arbejde med »det administrative« gav i en brydningstid andre VIP'ere samlet tid og kræfter til deres forskning i instituttets opbygningsfase. Tak til Kaj Robert.
Hans klare, systematiske udlægning af den makroskopiske anatomis enorme faktuelle stof var ét med det praktiske og anvendelige, som kirurgen og vagtlægen øste af fra egen hverdag. Navnkundig var han som eksaminator, og i censorkorpsene ved Københavns og Aarhus Universiteter og siden 1991 ved Syddansk Universitet var KR en klippefast autoritet. AV-mediet udbyggede KR sammen med Fr. Bierring med solide tekstede programmer i makroskopisk anatomi. På Fysio- og Ergoterapeutskolen i Odense tjente han som lærer, organisator og eksaminator i anatomi.
Høje faglige og institutionelle poster var ham betroet: medlem af fakultetsrådet, af studienævn, FAYL's repræsentantskab og sidst i 1980'erne posten som valgt institutbestyrer.
I den nystartede forskning i fysisk antropologi sluttede KR sig til Izabella Tkocz' pionergerning og publicerede sammen med hende resultater fra udgravningerne af leprakirkegården, St. Jørgensgården i Odense, i Dansk medicinhistorisk årbog 1983. Et originalt arbejde fra deres hånd udgør et kapitel i Knudsbogen 1986: »Antropologiske undersøgelser af skelettet i skrinet med de snoede søjler« (Skt. Knud i Odense Domkirke).
Efter ægteskab i 1988 med Astrid Margarete Bisgaard samlede et blomstrende hjem to familier og blev et gæstfrit samlingspunkt for danske og internationale navne inden for musik- og kulturliv.
I 1991 markerer ansættelsen ved Landssygehuset i Torshavn, kirurgisk afdeling, et højdepunkt - med hans egne ord: »aldrig har jeg haft det så godt«. KR's jyske sind gik godt i spand med færinger, og Jyllands vidder med den storslåede natur.
Nær var løbet kørt i 1992 ved angreb med sepsis. Men i 1993 var KR igen på mærkerne, og efter vikariat i Grindsted blev han 1. reservelæge ved Thisted Sygehus' kirurgiske afdeling. Atter var skæbnen ude i 1994 - bristet cerebralt aneurisme med subaraknoidal blødning, som blev vel overstået på RH ved rettidigt indgreb. Blødt takkede KR af ved Kolding Sygehus' ortopæd-kirurgiske afdeling og var siden 1996 privatiserende læge i Odense.
For sine nærmeste var KR igen »læringens mester«: i latin med Marias skolepensum, i tysk med Finns børn og deres familie i Kiel og i fransk. Han bestod udvidet fageksamen på højere plan for sammen med Astrid at bo og leve somre i deres elskede Provence.
Så var vi da dér lørdag den 12. april d.å. i Dalum Kirke. Præsten talte ud fra romerbrevet om dåben og det nye livs første krav: Bliv og forbliv helt den, du er. Det var KR helt og fuldt. I hæder og klarhed talte søsteren med Johs. Møllehaves ord: »vi ved, at du er i levende hænder nu«.
Æret være Kaj Roberts minde. Tak, Kaj Robert.
John Chemnitz, Leif Rasmussen, & Bent Collatz Christensen