22.8.1947-14.6.2008
Vi har mistet vores kollega Kaj Gustav Nyholm på Korfu. Gustav Nyholm døde dagen efter ankomsten til øen, hvortil han var rejst sammen med sin hustru Birgitte. Det, der skulle have været endnu en fælles oplevelse, blev brat afbrudt.
Gustav Nyholm, der blev læge fra Københavns Universitet i 1973, var først på sygehuse i Ribe, Odder og Århus. I de næste to år var han ansat på distriktlægestationen Dorothea i Sverige. Herefter var tiden nu inde til at realisere planen om almen praksis, og han købte en landpraksis i Gudum ved Lemvig i januar 1979. En praksis, han drev med sin hustru som sygeplejerske i de følgende 29 år efter det traditionelle familielægeprincip.
Parret indrettede sig i den gamle Østre Skole i Gudum, og sammen skabte de utroligt smukke rammer om deres liv. Gustav Nyholm var patienternes mand, men dog ikke mere end han var helt klar over sine egne principper, som han retlinet fastholdt under alle forhold. Vedholdende, når dette var påkrævet, blid i andre situationer. Han bekymrede sig for den fremtidige lægedækning i området og var derfor gennem de sidste ti år fortaler for etablering af et sundhedscenter i Lemvig.
Gustav Nyholm var et forbillede for sine tre børn, havde overskud til at være mentor for dem under deres studietid, og hans entusiasme, empati og eminente undervisningsevner smittede nok af i stor grad, for alle tre børn er i dag engagerede i det danske sundhedsvæsen, to af dem som almenmedicinere.
Gustav har igennem årene været et varmt midtpunkt for en stadigt voksende familie, som var det højest prioriterede i Gustavs liv. Altid parat til at hjælpe og være der for børn og børnebørn, som han gerne samlede om sig.
Gustav Nyholm var en musisk begavelse, virkelig glad for sang og musik, som han dyrkede når lejlighed bød sig. Også en af de sjældne, begavede sangskrivere, som har glædet mange i omgangskredsen hermed. Jeg havde glæden at dele hans sidste nytårsaften i Gudum, og denne aften, fyldt med musik, som han sang i duet med sin søn Henrik, blev et af mit livs gyldne øjeblikke.
Gustav Nyholm efterlader sig sin hustru Birgitte, døtrene Susanne og Marianne samt sønnen Henrik.
Æret være Kaj Gustav Nyholms minde.