25.9.1916-16.11.2004Jon Effersøe fik medicinsk embedseksamen i 1943 og modtog anerkendelse i specialet oto-rhino-laryngologi i 1950. Uddannelsen i otologi erhvervede han ved ansættelser i øreafdelingerne i Odense og Randers. Jon Effersøe virkede som praktiserende otolog i Randers fra 1950 til 1986, som deltager i 2-mandspraksis indtil 1972, derefter i 3-mandspraksis til sin pensionering.Arbejdsform og -opgaver i otologien ændredes betydeligt i hans funktionstid. I de første mange år opretholdtes åben konsultation, hvilket afstedkom uforudsigelig arbejdstid, som først sluttede, når alle dagens henvendelser om otologassistance var varetaget. Desuden krævedes vagtberedskab uanset søgn eller helg uden for klinikkens sædvanlige åbningstid, hvilket ofte medførte akutte sygebesøg i patientens hjem. Jon Effersøe var en fremragende kliniker, og dette forhold kombineret med hans arbejdsmetode og menneskelige kvalitet bød ham et stort patientklientel, i særlig grad var han elsket af børn, som han havde en ganske usædvanlig evne til at indgyde tillid. I tillæg hertil havde han et lyst sind med et smittende humør, ligesom han i høj grad var i stand til at finde og berette om humoristiske tildragelser i dagligdagens arbejde, hvilket hans kolleger og medarbejdere værdsatte højt.I sit privatliv var Jon Effersøe et meget aktivt og udadvendt menneske. Han elskede samværet med andre og havde derfor en stor bekendtskabskreds. Han var sine venners ven og altid hjælpsom, når de trængte til assistance. Hans omsorg for sine medmennesker fik også sit udtryk i hans mangeårige medlemskab af Lions Club, hvis lokale afdeling han startede i 1956. Som anerkendelse for sin store, langvarige og senere internationale indsats modtog han den særlige udnævnelse til Melville Jones Fellow i 1999.
I sit otium levede han i sin dejlige sommerbolig med vid udsigt over Kattegat. Først sent i hans liv tog sygdom overhånd og han døde fredfyldt i sit hjem med omsorgsfuld pleje af sin hustru.
Med erindring om en fremragende læge og kollega udtrykker vi et æret være hans minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type