20.8.1937-6.2.2006
Ved Jørgen Søndergaards død har vi inden for dermatologien mistet en begavet kollega.
Jørgen Søndergaard var født og opvokset i Aalborg, hvor faderen var overlærer, og hvor han fik sin studentereksamen ved Aalborg Kathedralskole i 1956. Hvad få af os vidste, var, at han forinden, i 1953 havde taget organisteksamen i Århus. Medicinstudiet foregik ved Københavns Universitet, som han siden holdt sig til i sin medicinske karriere indtil afrejsen til Arabien i 1994.
Speciallægeuddannelsen foregik ved Rigshospitalets dermatologiske afdeling i professor Asboe-Hansens tid, hvor han rykkede ret så hurtigt op i graderne, indtil han overtog en ledig overlægestilling i 1974; det år han fik specialistanerkendelsen. Året før havde han forsvaret sin disputats: »Studier over mediatorer ved hudens tidlige betændelsesreaktioner«. Arbejdet blev dels udført i laboratoriet på Rigshospitalet og dels i forbindelse med et etårigt britisk studieophold hos Malcom Greaves. Deres samarbejde udløste et udbytte på ikke mindre end 14 arbejder i perioden 1970-1974. Men allerede året efter flyttede han teltpælene til den nyindrettede dermato-venerologiske afdeling på Hvidovre Hospital, hvor han også overtog et professorat i hud- og kønssygdomme.
I hans tid som chef oplevede han både en overflytning til Bispebjerg Hospital og en fusion med afdelingen fra Københavns Kommunehospital, hvilket ikke altid var lige let, men han forskånedes for den næste overflytning og større fusion med Rigshospitalets afdeling for hud- og kønssygdomme.
Foruden de videnskabelige arbejder, hvor de mest spændende nok var studierne med kutan mikrodialyse, der blev anvendt såvel ved dyreforsøg som på human hud, udgav han sammen med Vibeke Kassis en dermato-venerologisk basisbog.
Jørgen fik nogle gode arbejdsår i Forenede Arabiske Emirater, hvor han fungerede som chefdermatolog ved Mafraq General Hospital. Dette har været i en opgangsperiode, hvor danske læger var velkomne og vellidte. I disse år blev kontakten mindre og reduceret til at træffes ved enkelte af de større kongresser. I 2002 førte svær sygdom ham hjem, hvor de sidste år blev barske. Sammen med sin hustru Mette drog han til Thailand i september 2005, hvor han døde mandag den 6. februar. Vore tanker og medfølelse går til Mette og hele familien.