Overlæge, dr.med. Jørgen Røjel døde den 24. april 2007. Jørgen Røjel var kendt for sin frygtløse indsats mod besættelsesmagten under 2. Verdenskrig og sine mange engagementer i efterkrigstidens brændpunkter rundt i verden - emner, der er beskrevet i flere af hans bøger.Han afsluttede det medicinske studium under krigen og blev læge i 1943. I 1953 forsvarede han sin disputats: »The interrelation between uterine cancer and syphilis. A patho-demographic study«.Jørgen Røjels ildsjæl var tændt, da han i 1958 tiltrådte som medicinsk overlæge ved Fredericia Sygehus. Sygehuset havde indtil da været et blandet medicinsk kirurgisk sygehus, og det blev Jørgen Røjels opgave at etablere en selvstændig medicinsk afdeling. Han gik til opgaven med ildhu. Den akutte hjertemedicin var for alvor kommet i fokus og blev primært hans store interesseområde.
Han fik snart opbygget et intensivt koronarafsnit med telemetri og defibrillatorbehandling og indførte som den første i Danmark trombolysebehandling med streptokinase. Samtidig blev der etableret transport af akutte koronarpatienter med hjerteambulancer, og han organiserede uddannelsen af Falck-reddere med henblik på betjening af udstyret.
I 1966 døde tre yngre patienter af nyresvigt i afdelingen, da dialysekapaciteten endnu ikke var tilstrækkelig udbygget på universitetssygehusene. Efter studierejser til flere europæiske dialysecentre påbegyndtes dialysebehandling af to patienter med nyresvigt, og disse patienter overlevede i mange år. Efter en treårig konflikt med Sundhedsstyrlsen lykkedes det i 1970 at få afdelingen godkendt som satellitcenter med konsulenttjeneste fra nyreafdelingen på det daværende Odense Amts og Bys Sygehus. Jørgen Røjel mente allerede i 1967, at et dialysecenter i hvert amt i fremtiden ville kunne dække behovet for dialysebehandling - en tanke, der for længst er realiseret.
Man lærte meget akut intern medicin som ung læge på Jørgen Røjels afdeling. Det var mesterlære med ros og ris og altid god opbakning. Der herskede pionerånd. Bag hans myndige, undertiden barske væsen gemte sig stor venlighed og imødekommenhed over for afdelingens læger og sygeplejersker.
Havde man først vundet hans tillid, havde man en ven for livet.
Æret være Jørgen Røjels minde.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type