30.6.1944-22.3.2008
Jørgen døde påskelørdag af en blodprop i hjertet uden forudgående sygdom eller varsler. Hans død kom som et chok og et kæmpe pludseligt tab for alle, der stod ham nær. Jørgen gav utroligt meget til andre.Han var af jysk bondeslægt fra Lunderskov ved Kolding, et forhold, der livet igennem prægede hans jordnære og rummelige personlighed.Han blev kandidat fra Aarhus Universitet i 1972 og speciallæge i pædiatri i 1989. I 2001 blev Jørgen ansat som overlæge på børneafdelingen på Næstved Sygehus med neuropædiatri som ansvarsområde. Dette felt var som støbt til hans personlighed. Ikke mindst i arbejdet med kronisk syge, handicappede børn var Jørgens imødekommende, ukomplicerede, nærværende, lyttende og omsorgsfulde væsen en kæmpe gevinst for de ramte familier. Jørgen havde en uovertruffen evne til umiddelbart at vinde børns fortrolighed og få dem til at føle sig trygge. Hans rolige og tålmodige udstråling, fintfølende situationsfornemmelse og veludviklede, afbalancerede humor var egenskaber, som spillede en vigtig rolle i denne proces. Jørgens humanisme kom også til udtryk gennem hans mangeårige engagement i Red Barnets børnehjælpsarbejde i Rumænien.
Jørgen var meget kulturelt interesseret og utroligt kulturelt vidende. Vi er alle blevet beriget med beretninger fra hans og Jettes rejser til bl.a. Frankrig og Portugal. Jørgen var en levende og underholdende fortæller. Hans beskedenhed var årsag til, at mange af os først til hans begravelse blev bekendt med hans fantastiske evner som akvarelmaler.
Som kollega skilte Jørgen sig ud ved at være langt mere interesseret i sine kolleger som mennesker og privatpersoner end i deres faglige virke. Han besad en unik evne til at finde frem til hver enkelt kollegas ressourcer og arbejde for, at disse kom mest muligt frem i hverdagen - en evne, som hang nøje sammen med hans næsten ubegrænsede rummelighed og usædvanlige overskud og betænksomhed. Han sparede ikke sig selv.
Hvis nogen havde behov, tog han sig altid tid til at lytte. Hans humoristiske sans og gode humør var smittende, men han var aldrig overfladisk og altid den samme. Han var ikke blot en ualmindelig god og loyal kollega men først og fremmest en kærlig, trofast, omsorgsfuld og engageret ven.
Det er meget vanskeligt at indstille sig på, at Jørgen ikke er her mere, og at man aldrig mere skal høre hans befriende og smittende latter eller møde hans kærlige smil og blik.
Tabet af Jørgen føles uovervindeligt, men vi er alle dybt taknemmelige for den tid, vi fik med ham, og for alt det, han gav os.
Vores tanker går i denne svære tid til Jørgens hustru Jette og til Jørgens øvrige familie.
Æret være Jørgens minde.