Den 15. november døde Flemming Valdorf-Hansen af sin diabetiske storkarsygdom, som især plagede ham det sidste års tid.
Ironisk nok havde han i sin disputats fra 1967 om trombocyt- og koagulationsforhold hos diabetikere beskæftiget sig med nogle af de problemer, der plagede ham selv til sidst.
Alligevel bevarede han sit optimistiske livssyn længe. Han satte så stor pris på sit pensionisthverv som medlem af det psykiatriske patientklagenævn i København, at han først sluttede arbejdet der i september måned.
Flemming blev læge i 1956 efter året forinden at være blevet gift med sin elskede Merete. Han blev speciallæge i intern medicin og hæmatologi i 1967. Efter Sundby Hospital blev han medicinsk overlæge i De Gamles By i København i 1970 for i 1973 at blive speciallæge i langtidsmedicin.
Det førte ham i 1980 til Kommunehospitalets 10. afdeling, som var bestemt for Hvidovre Hospital, hvortil han flyttede i 1982. Ved ny strukturændring i det københavnske hospitalsvæsen vendte Flemming tilbage til Kommunehospitalet i 1987, hvor han - som den mest »berejste« geriatriske overlæge - nu nåede at blive administrerende respektive ledende overlæge først for den ene og dernæst for den anden geriatriske afdeling.
Flemmings geriatriske erfaring stammede således fra De Gamles By, Nørre Hospital, Kommunehospitalet og Hvidovre Hospital, ligesom Rigshospitalet i en periode også blev hans arbejdsmark. Med denne brede vifte af viden modtog og påvirkede han mange geriatrisk interesserede yngre læger ligesom hans afdeling modtog vor første - og hidtil eneste - geriatriske professor i Danmark.
Flemming nåede at sige farvel til sine medarbejdere og sin afdeling medens den endnu befandt sig på Kommunehospitalet i 1999. Han havde deltaget i debatten om de nye tider for behandling af syge ældre mennesker og kunne se fordele ved det nye system Han var vellidt af medarbejdere og kolleger, og afskeden blev en varm festlighed med familien og hospitalet.
Flemmings otium blev kort, han glædede sig med familien og specielt over Meretes kærlige omsorg. De sidste måneder blev hårde trods fin hjælp fra de involverede hospitaler.
Æret være hans minde.