Medlem i

13 years 1 month
components

17.11.1932-24.5.2010

Jørgen Ewald voksede op på Nørrebro i København og blev cand.med. fra Københavns Universitet i 1960. Ewald blev speciallæge i neuromedicin i 1970 efter at have arbejdet på flere københavnske hospitaler, herunder Bispebjerg Hospital og Gentofte Hospital.

Ewald kom i 1976 til det daværende Odense Sygehus som overlæge, hvor han på Neurologisk Afdeling arbejdede sammen med Erik Hansen, Erik Sindrup og Erna Enevoldsen, samtidig fungerede han som dykkerlæge. Ewald gik på pension i 2003.

Ewald var den overordentlig flittige, klinisk arbejdende læge med stor omsorg for den enkelte patient, som altid kunne kontakte ham. I en periode påtog han sig det administrative arbejde, men trivedes utvivlsomt bedst som klinisk arbejdende læge. Specielt patienter med multipel sklerose, amyotrofisk lateralsklerose og kz-syndrom nød Ewalds bevågenhed og mangeårige engagement. I naturlig forlængelse heraf var han optaget af de socialmedicinske følger af sygdom. I hans ambulatorium var hele det neurologiske spektrum repræsenteret. Alle har vi beundret Ewalds formidable evne til at huske sine patienters livshistorie og relationer. Han kunne som få sætte det enkelte menneske ind i en større social sammenhæng - det var ikke blot patienten med en sjælden neurologisk lidelse, han kunne huske, men han kunne også gengive tætte familiære relationer. Ewald var en sand mester i sproget, hvormed han med Storm P'sk præcision og varm humor kunne beskrive den kliniske hverdags små og store begivenheder.

Ewald var en utrolig vellidt kollega og altid hjælpsom. Læger under uddannelse gik aldrig forgæves til ham efter råd og vejledning. Når man som yngre læge stod med patienter, man var i tvivl om, trådte Ewald altid til og sagde: »Nu går vi op og ser på patienten sammen«. Var man trist eller havde behov for en snak, var døren altid åben for et hjælpende råd eller støttende ord, også efter at de yngre læger forlod afdelingen, fulgte han diskret med i deres videre færd.

Jørgen Ewald havde stor interesse for og viden om jazzmusik, cyklede igennem mange år lange ture og nærede en stor hengivenhed for familien.

Tabet af Jørgen Ewald er stort for alle, der har kendt ham. Æret være hans minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes