Midt i et på alle måder aktivt liv blev Jørgen Ellegaard ramt af en uhelbredelig cancersygdom. Jørgen var klar over, hvor det bar hen, og sørgede på den for ham så karakteristiske måde for, at alt var bragt i orden til mindste detalje.
Jørgen prægede med et levende fagligt engagement kombineret med en markant og samtidig diskret og dybt kultiveret personlighed alle områder af sit virke; patientbehandling, undervisning og forskning. Et særkende var Jørgens evne til fuldstændigt at fokusere på den enkelte patient, og samtidigt at være optaget af helheden og de store linjer.
Studenterundervisningen lå Jørgen på sinde. En nyskabelse var forelæsninger, hvor klinikeren og laboratorielægen i dialog - undertiden med konstruktiv uenighed - formidlede stoffet til de studerende.
Forbedring af rammebetingelserne for såvel patientbehandlingen som forskning stod centralt i meget af Jørgens virke. Jørgen var således en varm fortaler for Institut for Eksperimentel Klinisk Forskning, Aarhus Universitet, og var i en periode medlem af dets bestyrelse, men valgte at udtræde, da han blev medlem og senere næstformand i det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Også i rådsarbejdet var Jørgen optaget af rammebetingelserne for den kliniske forskning, og han spillede en aktiv rolle ved udarbejdelsen af rapporten »Klinisk forskning på hospitaler i Danmark« (1999), der kom til at danne baggrund for en række aktiviteter alle rettet mod at forbedre forholdene for den kliniske forskning i Danmark.
Jørgen var optaget af at bedre de kliniske professorers mulighed for at opbygge og lede forskning, hvilket førte til en stor indsats ved oprettelsen af Sammenslutningen af Kliniske Professorer ved Århus Universitetshospital, og Jørgen var blandt andet via Sammenslutningen med til at få lavet »professoraftalen«; en aftale mellem Århus Amt og Aarhus Universitet, der sikrede den kliniske professor tid til forskning og det overordnede ansvar for afdelingens forskning og fagets udvikling. Sammenslutningens fagpolitiske arbejde blev krydret med muntre middage, som takket være Jørgen blev holdt på et højt kulinarisk niveau.
At få alle universitetssygehusene i Århus til at fungere som ét samlet Århus Universitetshospital fik megen opmærksomhed lige fra de store linjer til de vigtige små detaljer. Eksempelvis var Jørgen med til at sikre, at der blev skabt et fælles brevpapir for Århus Universitetshospital med et meget smukt logo, og han påtog sig et enormt arbejde med skabelsen af en årsberetning, der kunne berette om al den forskning, som foregår såvel ved Universitetshospitalet som i Universitetsparken. De mange gøremål kombineret med Jørgens sans for æstetik og hans omsorg for sine medmennesker kom tydeligt til udtryk på hans kontor, hvortil døren altid stod åben. Ovenpå hver velordnet dynge af papir - og dem var der mange af - lå en smuk og blankpoleret sten fundet ved familiens sommerhus på Mols. Uanset arbejdspresset var der altid plads i stolen i hjørnet, og når man havde sat sig kom spørgsmålet »Hvad har du på hjerte?« Ved møder blev dyngerne skubbet til side lige nok til, at der kunne blive plads til en kop te og en kage, hvorefter man kunne tage fat på dagens emne. Jørgen lyttede og spurgte, han kunne skære igennem, men han formåede også at give god plads for sine kolleger og medarbejdere, og havde evnen til at glæde sig og udtrykke beundring, når der blev fundet gode løsninger, også selv om de måtte være anderledes end dét, han oprindelig havde forestillet sig.
Og midt i alt dette blev der gerne tid til en snak om alt det andet, der fylder i livet. Ingen var i tvivl om, at i Jørgens liv var glæden og stoltheden ved Birgit, døtrene og deres familier en vigtig drivkraft.
Æret være Jørgen Ellegaards minde.