4.12.1927-19.5.2012
Jørgen kom fra et lægehjem, forældrene var læger, blev gift med Karen, som er læge, to af deres fire børn blev også læger. Efter turnus på Gentofte drog han rundt i provinsen og nåede også en tid som distriktslæge på Grønland, før han blev ansat på Kommunehospitalets afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, senere Hvidovre Hospital, hvor han i 1972 blev overlæge. Han blev speciallæge i kirurgi i 1963 og i plastikkirurgi i 1971.
Jørgen var teknisk en fremragende god kirurg, som hele tiden tænkte på at forbedre sine metoder, og dette kombineret med et sandt Ole Opfinder-gen gjorde, at han er blevet kendt i fagkredse nationalt som internationalt. Operation for priapisme, plikaturoperation ved penil deviation, terminologien Krummerik, er alle ting vi kan takke Jørgen for, og som gav ham, hans afdeling og Copenhagen Impotens Research Group verdensry. Hans utrættelige indsats for forebyggende behandling af brandsår, arbejdsulykker og tryksår har haft stor betydning, ikke mindst hans pamflet »Tryksår og kunsten at vedligeholde dem« ruskede voldsomt op i de indgroede ineffektive tryksårsforebyggende regimer.
Jørgen var en kontroversiel person, som sagde tingene ligeud, hadede inkompetence og ikke lagde bånd på sig selv, når han var utilfreds med noget. Hvem husker ikke hans udbrud »flamberede kvajpander« (Ekstra Bladet) om en Falck-demonstration af risikoen ved forkert grilloptænding, som endte med brandsårsskader blandt de nærmeststående tilskuere.
Hans direkte og ofte bryske facon kombineret med hans dygtighed blev værdsat af de fleste patienter, men kunne dog støde nogle og blev årsagen til hans for tidlige afsked med hospitalsvæsenet. Til gengæld fik han så bedre tid til fortsat at dyrke sin plastikkirurgiske praksis på Hvidovrevej til han blev 70 og sit engagement i Kirurgisk Androlgisk Klinik, Rødovre Centrum endnu en årrække.
På sine gamle dage blev han en flittig læserbrevsskribent, som kommenterede emner som biblioteksnedlæggelser, Salmonella og burhøns, for ikke at nævne hans forsøg med tætning af indmurede lækkende vandrør.
Jørgen efterlader en stor familie med seks børnebørn, som han havde meget glæde af, og som vil savne den opfindsomme bedstefar.