19.11.1926-5.12.2003
I »Herlovianeren« fra marts 2004, under »Døde« står der: »Jørgen Crüger blev født den 19. november 1926 i Hamborg og døde den 5. december 2003 i sit hjem på Bornholm med sin hustru Ulla gennem 24 år ved sin side og børn, børnebørn og venner ved en højtidelighed i hjemmet«. Den smukke erindring afslutter en klassekammerat med: »en original personlighed med altid stimulerende nærvær, en europæer.«
Jeg mødte Jørgen in persona i januar 1991 på Grenaa Sygehus i hans sidste job, mens han var anæstesioverlæge og cheflæge. Skæbnes ironi at allerede i 1968 fortalte mine »plejeforældre« mig, at de havde en »fætter« som var narkoseoverlæge på Bornholm. Selve personen oplevede jeg først knap ti år senere; »debattøren« på et DAS-møde i København, som var elegant og elokvent, stædig, men nøgtern. Jørgens slægt var fra grænselandet. Han var født som tysk statsborger og beholdt sit statsborgerskab efter ankomsten til Danmark i 1937. Det kostede ham næsten livet, efter han blev taget af tyskerne i marts 1945.
I »fritiden« på Grenaa Sygehus snakkede vi om alt; om faget under forskellige geopolitiske forhold, om mine »plejeforældre«, som han var »fætter« til, om hans egen arrestation i Sydhavnen, fængselsophold osv. Til fælles havde vi vores respektive tider på KH i København, WHO Anestesiology Center og arbejdsophold i Saudi-Arabien. Takket være ham blev mit kendskab til dansk anæstesihistorie udvidet også med morsomheder.
I september 1991 gik Jørgen på pension og flyttede sammen med Ulla til sin elskede ø, Bornholm. Vi mødtes igen i 1996 til Fugleskydning på Herlufsholm. Jørgen havde en sort klap på øjet, ablatio retinae, og efterfølgende komplikationer gjorde ham halvblind.
Hans venskab var fortsat trofast. Hvert eneste år siden, omkring jul, kom der altid et brev fra ham med en kort årsberetning om livet på Bornholm og med mange spørgsmål: om familien, om vores børn nu på hans herlige Herlufsholm, om faget og om hospitaler. Jørgens sidste julekort nåede mig i Arabia Felix i 2001, i Khamis Mushayt, et sted som han selv besøgte 25 år tidligere og »før første gang ikke kunne sove, da der var ingen lyd af aircondition!«. Humøret fejlede ikke noget, men synet blev værre og værre, og han blev glad for at kunne lytte til Ullas læsning. I begyndelsen af december 2003 kom der igen et julebrev med Ullas hjertegribende beretning om Jørgens relativt kortvarige sygdom, smerter, operationer, skiftende indlæggelser, komplikationer, magtesløshed og træthed . . . en smuk og kærlig beskrivelse af Jørgens stunder, mens hans sjæl var ved at forlade hans sygdomsplagede krop. Da brevet kom, var Jørgen ikke længere iblandt os.
Jørgen mente altid, at »skomagerens børn altid får de bedste sko«, desværre var dette ikke tilfældet i hans sygdomsforløb. Han vil blive husket som en god læge og en god kollega, et verdensmenneske og et selskabsmenneske, og en ven, som vil blive savnet. Hans intellektuelle horisonter og almene dannelse rakte langt, men han var ydmyg i udøvelse af sin lægegerning. En stor Herlovianer og en endnu større læge med europæisk sind.
Æret være hans minde.