Jørgen Aude blev kun 58 år. Han vågnede ikke op til en ny arbejdsdag i den praksis han i 30 år havde drevet i Århus. Den overtog han fra sin far, der også døde pludseligt. Han måtte dengang forcere sin jus practicandi for at kunne nedsætte sig som - på det tidspunkt - landets yngste praktiserende læge. Han var uddannet på Aarhus Universitet og noget af en hjemmefødning, der ugerne tog væk fra Århus i længere tid.
Jørgen var det stille vand, men ordknapheden blev indimellem afbrudt af øksehug-korte bemærkninger, der afslørede den dybe grund. I den 12-mands-forening vi etablerede for 12 år siden, var han en flittig gæst til efteruddannelsesmøderne. Vi fik ham endda overtalt til at besøge Lægedage hvert år og en enkelt studietur til London blev det også til.
»Læge læg dig selv« står der skrevet og Jørgen forsøgte denne disciplin på det forhøjede blodtryk han døjede med. En forebyggelseskonsultation blev det vist ikke til. Han var en epikuræer, men også et elskeligt væsen, der udstrålede lune og empati.
Han frygtede sin prædestination - en tidlig død som faderen - og sådan gik det så. Familien, patienterne og vi savner ham. Vi tænker på hustruen Lissi, der opgav sin hospitalslaborantkarriere for at være hans sekretær gennem 27 år, og på deres fire børn.
Hans Jørgen Andersen, Ib Asbjørn Fallesen, Jørgen Bach Holm, Kjeld Johannes Juul, Henrik Nordentoft, Søren Okholm, Hans Christian Risborg, Claus Uffe Rosenberg, Karsten Ruge, Niels Peter Sejr og Frank Skallgård