6.3.1946-18.10.2012
Torsdag den 18. oktober modtog vi meddelelsen om, at tidligere cheflæge ved Psykiatrien i Region Nordjylland, Jørgen Achton Nielsen, pludseligt og uventet var afgået ved døden, 66 år gammel.
Jørgen var psykiater af hele sit hjerte. Han havde en bred speciallægelig baggrund som ballast. Han havde fokus på patienten og de pårørende. Han var ledende overlæge i henholdsvis Augustenborg og ved Psykiatrisk Hospital i Risskov, før han i 2007 kom til Psykiatrien i Region Nordjylland som cheflæge.
På sin egen stille facon havde Jørgen ambitioner og visioner for psykiatrien og de svageste i vort samfund, som han brændte så kraftigt for. Som cheflæge var Jørgen med til at igangsætte og fastholde en positiv faglig og forskningsmæssig udvikling ved Psykiatrien i Region Nordjylland. På nationalt niveau var Jørgen engageret i at skabe hensigtsmæssige patientforløb samt etablering af specialpsykologuddannelsen.
Jørgen var en god og loyal kollega. Han var et ordentligt menneske. Når man samarbejdede med Jørgen, var man aldrig i tvivl om, at han havde hjertet på rette sted. Som leder var han altid til rådighed, parat til at lytte og engagere sig. Han var et generøst menneske, som søgte at finde en positiv vinkel på en problemstilling, således at ingen blev tabere.
I foråret 2012 besluttede Jørgen at lade sig pensionere. Han ville have mulighed for mere tid sammen med familien - først og fremmest Birthe, men også børnebørnene - samt have mulighed for at dyrke sine interesser: naturoplevelser, bøger, klassisk musik og rejser. Desværre blev Jørgens otium alt for kort.
Vore tanker og medfølelse går til Birthe.
Æret være Jørgens minde