Medlem i

13 years 1 month
components

31.10.1958-21.12.2011

Individ og gruppe, faglighed og livskvalitet, flid og afslapning, præstation og ordentlighed var karakteristisk for Jette Rask Nielsens alt for korte liv, der var præget af psykoterapi og uddannelse. Jette var afholdt og respekteret for sin psykoterapi, sin faglighed og sin personlighed.

Jette blev født i 1958 og uddannet læge i Odense i 1984. Tidligt stilede hun mod psykiatrien og psykoterapien først på Spangsbjerg, i Silkeborg og i Viborg, og fra 1991 ved Psykoterapeutisk Afdeling i Risskov. Hun var allerede erfaren, da hun blev speciallæge i 1998.

Hun satte præg på psykoterapien med vedholdenhed, kompetence, venlighed og omhu i Risskov, ved Psykiatrisk Afdeling Augustenborg og i privat praksis. Hun var ydmyg i sin tilgang til patienter og personale. Alle skulle lære noget. Arbejdet med skizofrene og personlighedsforstyrrede patienter var hendes hovedområder.

Hun uddannede sig til individuel terapeut, tog supervisoruddannelse og uddannede sig til gruppeanalytiker i Aarhus og Oslo.

Med en systematisk og målrettet arbejdsmetode fik Jette udviklet et program og oprettet et behandlingstilbud for personlighedsforstyrrede, som har vundet respekt og genklang i afdelingen i Augustenborg, i hele Sønderjylland og i hele landet.

Endelig var hun i de seneste år lærer ved det Gruppeanalytiske Træningsprogram i Aarhus.

Jette havde øje for at uddanne og udvikle andre, hvilket hun bl.a. brugte aktivt i videreuddannelsesudvalget og som kursusleder på speciallægeuddannelsen i psykiatri.

Jette var systematisk og ordentlig med dokumentation og vedholdenhed, hun var elegant og klassisk med små smarte tasker og stilfulde dragter, hun var omsorgsfuld og sej.

Jette tog på en værdig måde hånd om sin sygdomstilstand. Hun planlagde den sidste del af sit liv, begyndte at male for livet og holdt kontakten til familie og venner. Det var en rigdom at være blandt hendes nære venner. Hun havde meget at give af, fagligt og personligt.

Varme tanker sendes til hendes familie. Vi savner hende og vil gerne med disse ord ære hendes minde.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes