Jette Mona Buchholt

31.1.1945-21.11.2004Den 21. november døde Jette Buchholt, endnu ikke 60 år gammel - hvor vil vi savne hende!I tiden siden har tankerne gået på langfart, og erindringer fra en tid sammen dukker op som varme gode venner.I 1967 mødte jeg første gang Jette, en ganske lille pige med en hestehale så lang, at hun kunne sidde på den. Jette Mona Poulsen. Efter nysproglig studentereksamen havde hun først valgt at læse tysk, men efter et år skiftede hun studium og begyndte at læse medicin. Jette havde mange evner. Hun tegnede sig igennem anatomien, og ingen havde et så pertentligt notesystem som Jette. Hun var flittig, grundig, ydede altid det bedste.

1981-1983 var Jette ansat som 1. reservelæge ved Børnekirurgisk Afdeling GK på Rigshospitalet. I disse år besluttede Jette at blive børnelæge. Vi, der arbejdede sammen med Jette, oplevede hendes ildhu, omsorg og dybe engagement. Denne periode blev en af de vigtigste og rigeste i Jettes karriere, og her besluttede hun at vie sit arbejdsliv til pædiatrien. I Jettes gode epikriser fornemmede man, hvordan alle muligheder havde været overvejet. Jette tænkte på »hele barnet« og på »hele familien«.

Jette kæmpede mod sin sygdom med stolthed og et ufatteligt mod. Hendes våben var kærligheden til familien, sort humor og en tro, hun havde bevaret, siden hun var en lille pige.

Jette formåede at kombinere et travlt engageret arbejdsliv med at være en nærværende hustru, mor datter og ven. Der var plads til roserne, rejserne, de gode smagsoplevelser og musikken, som fyldte meget i familien på Merianvej, hvor hun levede sammen med Flemming og døtrene Christina og Julie - et familieliv af de sjældne, med mormor i stuen. Der var plads og glæde ved at være tre generationer under samme tag.

Jette var en lille skabning, men et stort menneske. Hendes trøst til familien, kollegerne og vennerne til slut var: »Jeg samler på de små børns smil, de små børns lyse smil, og brød man op mit hjertes skal med bor, med dirk, med fil, man fandt den største samling smil, som nogen tid er set, man fandt det blide genskin af, hvad tusind børn har let. Og trådte du mit hjerte ned og knuste det til slut, så skete kun i samme stund dets arme væg var brudt. At små børns smil, de lyse smil brød ud, kom løs, blev fri og fyldte mig og fyldte dig med sollys skælmeri.«

Ja, sådan er det!