Jette Mona Buchholt

31.1.1945-21.11.2004Jette er død alt for tidlig. Vi, og ikke mindst mange hundrede forældre til børn med svær epilepsi, savner hende.Hun blev kandidat i 1976. I løbet af 1980'erne blev hendes løbebane sporet ind på pædiatrien bl.a. efter længerevarende ansættelser på Børnekirurgisk og Pædiatrisk Afdeling, H:S Rigshospitalet. Inspireret bl.a. af et symposium om børn og epilepsi på Dianalund Epilepsihospital søgte hun i 1989 ansættelse sammesteds. I en svær periode, hvor Epilepsihospitalet var ved at blive lukket, var hun ansvarlig for børneafdelingen, og hun var stærkt medvirkende til, at hospitalet overlevede og i dag er et veletableret anerkendt center for behandling af børn med svær epilepsi.I 1992 blev hun ansat som afdelingslæge, fra 1996 overlæge ved børneafsnittet og 1999 administrerende overlæge for hele Epilepsihospitalets korttidsafdeling.

Jette opnåede en omfattende viden om børneepilepsi baseret på en stor personlig erfaring med utallige børn med epilepsi og talrige internationale møder om epilepsi.

Jette blev ofte på sit kontor til hen på aftenen, indtil hun havde besvaret alle forældrenes telefoniske forespørgsler, der var indløbet i dagens løb - også selv om hun daglig, havde en lang rejse hjem efter arbejdstids ophør. Hun mødte forældrene til de svært syge børn med stor empati og vedblev med at forsøge at finde en behandling, der kunne nedsætte anfaldshyppigheden - uanset hvor håbløst dårlig prognose det enkelte barn havde.

I den daglige klinik arbejdede hun omhyggeligt og stringent. Som leder af et tertiært referencecenter var det nødvendigt med gode samarbejdsrelationer til kollegerne på de forskellige børneafdelinger, og hun var en værdsat kollega, som altid havde tid til at give råd og vejledning i vanskelige kliniske situationer. Mange pædiatere i efteruddannelsesansættelse på Dianalund har nydt godt af hendes store erfaring og de høje faglige krav, hun stillede til dem om grundprincipperne i moderne epileptologi.

Det var på hendes initiativ, at en stor efterundersøgelse af indlagte børn på Dianalund i 1997 blev iværksat, og som internationalt netop er blevet anerkendt som et væsentligt dokumentarisk bidrag til belysning af vanskelighederne ved epilepsidiagnosen hos børn.

Jettes sidste tid var svær, men trods kemoterapi insisterede hun på at tage på arbejde imellem kurene mod hendes »anarkistiske celler«.

Vores tanker går til hendes mand Flemming og »pigerne« Christina og Julie.