1.5.1939-17.11.2015
Jens var sidst med os i København i maj, da vort 50-år jubilæum som læger (S65) skulle forberedes. Cerebrale småembolier havde mærket ham, og han måtte siden afstå fra selve festligheden. En hjerneblødning har sat det endelige punktum.
Han var student fra Nakskov og fra et lægehjem med klaver. Tidlige studievenner skriver sig fra første del i Aarhus og anden del i København. Under 1960’ernes stillingsekspansion valgte Jens pædiatrien med start i Aalborg og kursusforløb i Odense.
Han var som værnepligtig læge på sygehuset i Rønne og tog i 1974 springet til den første børnelæge på Bornholm i egen praksis. Hans aktive væsen og åbenlyse faglighed åbnede langsomt vejen for ham. Som nyetableret konsulent på sygehuset tog han sig yderligere af indlagte børn og varetog herunder ansvaret for de nyfødtes problemer. Han trak på etablerede netværk, primært Rigshospitalet, hvor de halvårlige censorrejser holdt ham i god kontakt med fagets udvikling. Han var her en skattet revser, som så det som sin opgave at holde eksaminator ved jorden, hvis digressionerne blev flyvske. I frokostpausen konfereredes fælles patienter; sen eftermiddag nåede han en maleriudstilling – og om aftenen så meget af en opera, som sidste fly/båd tillod.
Han var musisk, musikalsk, vidtspændende, kreativ, festlig. Deltagelse i en global korfremførelse (Händel, Verdi) i Sidneyoperaen var blandt højdepunkterne. Han kunne være kantet og skarp, »men kun hvis det var påkrævet«. Han dyrkede skirejser med nevøerne og spillede bridge, tarok og billard i annekset i Storegade. Vennekredsen var stor og aktiv. Hans stamtræ havde ham som kærligt midtpunkt, men han stiftede ikke selv familie.
På klippeøen vil Jens primært blive husket af de mange børnefamilier, som han over de godt 30 år i praksis har bistået. Samt for sine kompetencer og betydende indsatser også i de mere hospitalsbaserede funktioner, som led i den pædiatriske konsulentdækning. Uanset hvorfra opkald kom, tog han altid telefonen døgnet rundt, parat til rådgivning. Så mange år med enskiftet tilkald!
Mindet om hans markante person vil stå længe.
Niels Christian Christensen
Ole Christensen
Hans Fledelius
Niels Michelsen