Medlem i

13 years 1 month
components

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om vor gode ven og højt respekterede kollegas pludselige død, kun 61 år gammel.

Jens-Erik blev født i Roskilde, tog studentereksamen fra Roskilde Katedralskole og blev kandidat fra Københavns Universitet i 1980. Efter uddannelse på bl.a. Rigshospitalet fik han i 1992 speciallægeanerkendelse i ortopædisk kirurgi. Fra 1997 var Jens-Erik ansat som overlæge ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Næstved Sygehus; de sidste år som ledende overlæge.

Som kollega og leder var Jens-Erik en rollemodel. Bag hans kammeratlige, hyggelige fremtoning gemte sig en meget vidende, altid grundig og eminent kirurg. Han var en god læremester og øste gerne af sin viden. Det var altid en fornøjelse at operere sammen med Jens-Erik; selv langvarige revisionshofteoperationer blev akkompagneret af hård rock, såfremt patienten ikke direkte frabad sig dette. Hans glæde ved musikken kom også til udtryk i den årlige julequiz med faglige finurligheder og almen viden.

Han brændte for ortopædkirurgien og valgte at holde fast ved klinisk arbejde. Som leder var han en stor inspirator og igangsætter. Han var altid meget nærværende, stabil og flittig. Hans dør stod åben, både for en faglig og en personlig snak.

Ud over sit kliniske virke var Jens-Erik med i den gruppe, der efter 2000 prægede dansk alloplastikkirurgi. Han var næstformand i Dansk Selskab for Hofte- og Knæalloplastikkirurgi (DSHK) i årene 2003-2007 og herefter formand. Han blev hyppigt brugt som faglig sparringspartner og i mange udvalgsarbejder. Fra 2004 og frem til sin død var Jens-Erik sagkyndig konsulent i Patientombuddet. I flere perioder varetog Jens-Erik forskellige tillidsposter bl.a. for Yngre Læger, i Næstved Lægeråd og for Overlægeforeningen. Han var i disse roller et ligefremt, ærligt og dejligt ukompliceret menneske, som udstrålede en ro, der smittede og afdramatiserede mange vanskelige situationer.

Jens-Erik fik 11 års lykkeligt ægteskab med Tine, som er sygeplejerske. Under en ferie til Sydspanien sammen med familien indtrådte dødsfaldet efter et fuldstændig uvarslet hjerteanfald.

Vi vil komme til at savne Jens-Eriks faglighed, hjælpsomhed og varme personlighed.

Jens-Erik efterlader sig sin kære hustru Tine og sønnen Janus. Vore tanker og medfølelse går til begge.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes