14.2.1953-27.7.2014
Man vælger sit speciale efter de mennesker, der tegner det – og vi er mange, der har valgt ortopædien pga. Jens-Erik Varmarken (blandt undertegnede også kaldt Far og JEV).
JEV var en enestående underviser. Han var fagligt kompetent både teoretisk og praktisk. Han var god til at afgive og fordele ansvar i takt med, at man tilegnede sig kvalifikationer, og på den måde var han den ultimative læremester.
JEV var vores mentor og har hjulpet os til at finde vores sti her i livet. Selvom vi forlod afdelingen, vendte vi stadig tilbage, når der skulle træffes store beslutninger, for at få et råd fra én, vi vidste, kun havde vores bedste interesse på hjertet.
JEV var altid den glade og positive person, som var klar til at hjælpe, når der var brug for det både professionelt og personligt. Han havde fingeren på hele afdelingens puls, kunne altid mærke, om der var brug for en snak og delte gerne ud af sit eget liv. Generøs med ros og opmuntring og havde desuden altid en god historie fra sin uudtømmelige paratviden. JEV’s lune og elskelige væsen fik alle til at trives i hans nærvær (selv dem, der ikke brød sig om hård rock).
Hans alt for tidlige død er et kolossalt tab af en rigtig god ven og kollega.
Vores tanker går til Janus og Tine i denne svære tid.
»Nothing else matters«.
Martin Schou
Jeannette Østergaard Penny
Alexander Dastrup
Michael Langergaard
Michael Skettrup