Jens Edmund fødtes som tredje generation i en oftalmologfamilie, og vejen kunne således siges at være banet i dette speciale, men Jens var ikke den, der blot lod sit gode udgangspunkt skabe sig en bekvem karriere. Han blev medicinsk kandidat i 1948 og dr.med. tre år senere på en afhandling om objektiv måling af hornhindens glans. Den kliniske uddannelse fandt sted på københavnske afdelinger, og livsgerningen blev lagt på Rigshospitalet øjenafdeling som overlæge fra 1966-1992, hvor han foruden en koncentreret klinisk arbejdsindsats udfoldede en forsat videnskabelig produktion og et stort engagement i fagets bredere sammenhænge. Derudover var han lektor i oftalmologi, og hans problemorienterede og håndfaste undervisning skabte interesse for faget hos mange studenter.
Alt dette belyser dog kun en del af Jens Edmunds arbejdsliv og de faglige venskaber, han knyttede i sin tid. Først og fremmest var han en enestående klinisk lærer for de mange reservelæger, der passerede landets største afdeling. Han var til stede på sin egen kontante, ofte barske facon, superviserede lige gerne stort som småt, og overdrog opgaver til yngre medarbejdere, så snart flyvefærdigheden kunne anes. Administrative opgaver løstes effektivt med mindst muligt forbrug af tid, og ingen har nogensinde set ham krybe i ly bag papirbunkerne. Han var en yderst elegant og hurtig operatør og improviserede, når det behøvedes, som kun den velfunderede kan det. I særlig grad interesserede han sig for nethinde/glaslegemeoperationer, hvor den sidste lokalitet var tabu langt op i 1970'erne. Han bidrog markant til udviklingen på dette felt og erkendte før andre herhjemme nødvendigheden af en subspecialisering. Som vejleder ved videnskabeligt arbejde hørte han ikke til den kommarettende type, men var uovertruffen at gå til for den, der trængte til støtte eller lidt ufortjent ros på halvvejen.
Dansk Oftalmologisk Selskab havde hans ganske særlige interesse; han sad i bestyrelsen i to perioder, den sidste som formand. Mange reformer blev sat i værk sideløbende med en stor mødeaktivitet, præget af hans internationale kontaktflade. Selskabet voksede i hans tid fra en overvejende københavnsk oftalmologklub til et moderne, nationalt og globalt orienteret videnskabeligt forum.
Hans fremtoning var præget af en stor, hurtig og lidt utålmodig begavelse, og enkelte kolleger fra hans egen generation så heri en arrogance, udsprunget af hans tilknytning fra barndommen af til fagets spidser og hans hurtige avancement i specialet. For de, der ulejligede sig med at lytte bag om den direkte, sommetider skærende replik, var der imidlertid store menneskelige oplevelser i vente: en interesseret, usentimental og maskulin varme med stor kærlighed til musikken, en glimrende kammerat på tennisbanen og et fint talent for at skrive og fremføre revyviser, ofte til eget klaver-akkompagnement.
Hans afgang fra Rigshospitalet året før 70-års-
dagen blev brat og ikke den fortjente markering af en indsats, der let havde rakt til et par standardkarrierer. En klodset omgang med »overlægenumre«, der skulle bruges til andre formål, satte en plet på hospitalets administration, og Jens fik bekræftet sin instinktive skepsis over for »bogholdertyperne«, der var begyndt at befinde sig, hvor han ikke syntes, de skulle være. Etableringen af H:S så han som en ulykke for Rigshospitalets historiske funktion.
Han fik et otium på 10 år, præget af sine mange interesser. Private sorger undgik han ikke, men glædede sig inderligt over, at sønnen Carsten også valgte at blive oftalmolog. En knoglemarvslidelse gjorde ham træt, - en hidtil uprøvet fornemmelse, som han nok gerne havde været foruden. Dansk oftalmologi har mistet en personlighed, der i udpræget grad forstod at skabe entusiasme og fremdrift omkring sig, funderet i kærligheden til faget og respekten for det kliniske arbejde og de patienter, der skulle lægge øjne til, og på trods af de uundgåelige ændringer i betingelserne for fagets ud-øvelse og indstillingen til det lægelige arbejde.