21.5.1945-9.10.2005Jens Christian Skaaning Laursen døde pludselig af hjerteinfarkt efter en dejlig familiedag med travetur i naturen, ganske som han elskede det.Han var født i Aidt ved Randers men voksede op i Arentsminde i Hanherred og bevarede en stor tilknytning til egnen.Han blev læge fra Aarhus Universitet i 1973, blev speciallæge i intern medicin i 1988 og i hæmatologi i 1994.
Jens Christian fik sin uddannelse på Hjørring og Aalborg Sygehuse.
Han var i mange år ansat på Hæmatologisk Afdeling, Aalborg Sygehus, fra 1993 som afdelingslæge.
Jens Christian var et udpræget familiemenneske og meget privat. Han var glad for at rejse, og det var tradition, at hele familien hver sommer rejste i bil ned gennem Europa til Schweiz og Italien, hvor han holdt af at vandre i bjergene.
Jens Christian var meget afholdt af patienterne. Han var en dygtig kliniker og samtidig meget omsorgsfuld. På grund af hans udtalte loyalitet var han afholdt af kolleger og personale. Han var også den, der stod yngre læger bi, og alle vil savne ham.
Jens Christian havde forberedt sig og set frem til tidlig tilbagetrækning med henblik på endnu mere tid med familien og til at genoptage ungdommens interesser i form af lystfiskeri og lange cykelture.
Dette skulle så ikke være. Vore tanker går til hustruen, Lis, og børnene Christian og Kathrine.
components
Sidebar placering
Venstrestillet
Type