I forlængelse af den fornemme danske tradition for respiratorterapi til patienter, der ikke selv kan trække vejret, startede Jens som ventilatør allerede i studietiden. Her blev Jens' livslange engagement i såvel respirationsfysiologiens teori som praksis grundlagt. Jens kom tidligt »i stald« hos professor Sophus Johansen på anæstesiafdelingen på Amtssygehuset i Herlev som hans discipel. Vi diskuterede dengang, hvad det væsentligste var i livet som læge. Vi enedes om, at det at gøre en forskel, var det væsentligste. Jens gjorde en sådan forskel.
Intensiv terapi oprinder af respiratorterapi, og Jens beskrev »det åbne lungekoncept«, det at øge sluttrykket i respirationsfasen på respiratoren, netop for at holde de små luftveje åbne. En række kolleger mødtes i 70'ernes og 80'ernes gensidige interesse for begrebet »små luftveje«. Der var mange teoretiske, fysiologiske tilgange til dette begreb, men Jens anvendte konceptet klinisk og slog så til lyd for, at klinikeren skulle sidde ved patienten og humanisere interaktionen mellem »maskine og mand«. Jens anvendte her sit stetoskop, mens han skruede på respiratoren.
Jens kom senere i sin karriere i karambolage med det etablerede videnskabelige system. Det er ingen hemmelighed. Jens følte det som en livstidsdom og følte sig udstødt af kollegerne, netop fordi han ikke mente, der fandtes appelmulighed. Jens flyttede herefter med sit ukuelige engagement fokus over på den glorværdige pædagogiske indsats at engagere sig i undervisning. Jens kunne kunsten at forenkle uden at forsimple og hertil kom hans smittende engagement, som skabte lydhørhed både hos læger og sygeplejersker. Jens var enestående som underviser. Hertil kommer, at Jens også var en morsom kollega, underholdende og positivt engageret.
Nøgleordet i Jens' livsgerning var respiration. Spiro eller spirare betyder ånde eller ånd. Herom skriver Helge Rohde i sin digtsamling »Den Stille Have« digtet »Ånd«. Her lyder det:
Skal ånd engang med sprængte bånd
nå frem til ånders flok -
jeg ved ej svar,
kun lidt jeg ved,
kun ét jeg ved
om tidens tryllespil,
mit liv var ånd,
lad det da være nok
I sammenstødet mellem det etablerede, tidens tryllespil og det enkelte menneskes store verden af ånd, bør eksistensen og individet prioriteres højest. Ikke omvendt. Det synspunkt på den faglige og menneskelige rummelighed tror jeg Jens som de fleste af dagens kolleger ville være enig i. Jens blev kun 53 år. Han døde stille i sit hjem omgivet af sine kære.
Vores tanker går derfor til de efterladte efter Jens - hans tre kærlige og trofaste muser og støtter, Louise, Katrine og Birgitte.
Lars Heslet
.
.
Jens B. valgte meget tidligt i sin karriere anæstesiologien som speciale. Da især respiratoriske forhold havde hans store interesse blev intensiv terapi det område, han ønskede at fortsætte inden for. I sit professionelle virke kombinerede Jens teknologiens muligheder med menneskets fysiologi til gavn for behandling af akutte og kroniske lungesygdomme.
Jens var et meget levende, humoristisk, musisk og hjertevarmt menneske. Egenskaber han forstod at udnytte ikke alene i behandlingen af patienter, men også i undervisning af læger og sygeplejersker både her og i udlandet.
Han har lært mange ikke alene om behandling og pleje af intensivpatienter, men i lige så høj grad om det at drage omsorg for alle, der er omkring patienten i et behandlingsforløb.
Jens havde en særlig evne til at lytte og tale med pårørende, til at støtte op om personalet, når det var vanskeligt. Dette kombineret med en stor klinisk erfaring, gjorde, at det ofte var ham, der blev kaldt på i de mest vanskelige situationer - og aldrig forgæves.
Hans engagement har givet ham varige venskaber, også med pårørende han støttede i en vanskelig tid.
Jens arbejdede i en årrække med kronisk lungesyge patienter. Dette arbejde bestod i både behandling af ambulante og indlagte patienter. Han blev for disse patienter en uvurderlig støtte og vejleder. Han var den, der kunne indgive dem håb og fortsat lyst til livet, men også den, der respekterede deres grænser.
Etikken var altid med Jens på arbejde. Han ønskede altid det bedste for patienten, men forstod også, at behandling har sin begrænsning.
Det kan være svært altid at være den, der skal tage fra. Kræfterne hertil hentede Jens i sit elskede hjem hos familien, Birgitte og pigerne.
Livet som læge har budt på såvel udfordringer som skuffelser. Trods dette var Jens altid parat til at drage omsorg for den enkelte patient, både fagligt og menneskeligt.
En engageret læge med udtalt forståelse for helheden i behandling af patienter er borte.
I sorgen over tabet af en god ven og kollega går tankerne til Birgitte og pigerne.
Æret være Jens B. Andersens minde.
Else Hjortsø