Medlem i

13 years 1 month
components

22.9.1938-6.6.2010

Jan Søltoft døde stille den 6. juni 2010 efter lang tids sygdom.

Jan kom fra en overlægestilling i Hvidovre til Viborg Sygehus i 1976, hvor han var ansat i 25 år. Jan var usædvanlig struktureret både i sit daglige arbejde på afdelingen og i sin karriereplanlægning. Hans organisatoriske evner blev tidligt afprøvet i en følgegruppe for sygehusledelsen i en periode med økonomisk turbulens. Som medlem af Grønnegaardudvalget blev Jan undsagt af FAYL, som forlangte ham ekskluderet af Lægeforeningen. Ikke desto mindre blev han indvalgt i de faglige organisationers bestyrelser og nåede i en lang periode at være formand for både FASIP, FAS og Overlægeforeningen. Som formand for disse foreninger havde han stor betydning for ændringerne af ledelsesstrukturerne på både sygehus- og afdelingsniveau, for gennemførelsen af slutstillingsreformen, for nytænkning på lederuddannelsesområdet og for på et tidligt tidspunkt at være med til at sætte fokus på patientrettighederne. Ved forhandlingerne med Amtsrådsforeningen lykkedes det at forbedre overlægernes overenskomstforhold bl.a. ved at åbne op for et lønrammeløft til de ledende overlæger.

På afdelingen var Jan afholdt, og selv om »Søltoft« kunne virke lidt reserveret, var han omsorgsfuld og hjælpsom, men også velformuleret og skarp i diskussionerne. Selv om han i lange perioder som formand for specialforeningerne var i København flere gange om ugen, blev arbejdet på afdelingen passet. Ofte startede stuegangen kl. 7, så han kunne være på et formiddagsfly fra Karup, og der blev altid gået lørdagsstuegang på mave-tarm-afsnittet.

I privatlivet var interesserne mange, og familien betød meget for Jan. Så det kan undre, at der også blev tid til at passe en usædvanlig spændende have og skov og til festlige sammenkomster med venner og kolleger eller til små hyggelige middage ofte indkaldt med kort varsel.

Vore tanker går til Bente og til børnene Henriette og Martin.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes