Medlem i

13 years 1 month
components

22.9.1938-6.6.2010

Jan Søltoft, en af lægestandens mest indflydelsesrige formænd, født den 22. september 1938, er død den 6. juni, 71 år gammel.

Jan Søltoft satte som formand for Foreningen af Speciallæger (FAS) væsentlige og varige spor i sygehusvæsenet. Resultaterne af hans indsats er den dag i dag med til at sætte dagsordenen. Han var en af de første lægeforeningspolitikere, der satte patienternes rettigheder på dagsordenen - bl.a. frit valg af sygehus og ret til hurtig behandling.

Det største aftryk, som Jan Søltoft satte i sin tid som FAS formand fra 1992 til 1998, var uden tvivl aftalen med Amtsrådsforeningen om den overenskomstansatte overlæge, som blev indført i 1996. Aftalen banede vej for den markante vækst i antallet af overlæger, samtidig med at den fastholdt overlægerne i en central ledelsesfunktion. Uden Jan Søltofts markante indsats havde sygehusene set ganske anderledes ud i dag.

Lige så fremsynet og visionær han var som FAS-formand, lige så konservativ kunne han virke, men det afspejlede først og fremmest en udtalt pligtetik. På billeder smilede han sjældent, og hans håndsyede skjorter med kinaflip understregede en seriøsitet og målrettethed, der gjorde ham til en altid respekteret, men også frygtet forhandlingsmodpart. Han var ikke et menneske, man let kom ind på livet af, men kom man det, opdagede man hurtigt et varmt, venligt og nærværende menneske.

Jan Søltoft blev kandidat fra Københavns Universitet i 1965, og året før modtog han universitetets guldmedalje. I 1973 blev han dr.med. og året efter speciallæge i intern medicin og gastroenterologi. Første overlægestilling var på det nye hospital i Hvidovre, men han overraskede alle ved at flytte til Jylland i 1976, hvor han blev medicinsk overlæge på Viborg Sygehus. Her indledte han sin fagpolitiske karriere, og han var drivkraft i etableringen af Overlægeforeningen, som han blev formand for ved oprettelsen i 1991. Året efter blev han valgt til FAS-formand. Jan Søltoft stillede op som kandidat til formandsposten i Lægeforeningen i 1992. Han blev ikke valgt, hvilket nok var mest beklageligt for Lægeforeningen.

Jan Søltoft modtog Barfred-Pedersens æresgave i 1999 for sit organisatoriske arbejde. I 2001 gik han på pension og helligede sig fritidsinteresserne på familiens landbrugsejendom i Løvel ved Tjele: roser og fjerkræ.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes