16.5.1951-12.8.2003
Vi har mistet en nær ven og en værdifuld kollega. Helt uventet faldt Jan om med hjertestop efter at være kommet hjem fra en lang dag på arbejdet. Tabet er stort, mest naturligvis for Bente, Marie-Louise og Frederik og resten af familien, men også for hans venner og kolleger.
Med klinikchefposten på Hjertemedicinsk afdeling B, Rigshospitalet, hvilede der et stort ansvar på Jans skuldre, et ansvar han i første omgang påtog sig modstræbende, men som han efterhånden lærte at håndtere ved siden af sine mange øvrige gøremål, faglige som sociale. Hans faglige baggrund og hans forkærlighed for de klinisk vanskelige problemstillinger fik ham til at kæmpe indædt for, at den svært syge hjertepatient også skulle behandles i kardiologisk regi. På Jans egen afdeling. Han pressede sine kolleger til at yde deres optimale, ligesom han pressede sig selv. »I kan altid ringe efter mig« var hans standardbemærkning - og den var ikke tom. Meget ofte stod han til langt ud på natten på intensivstuerne og deltog i udredning og behandling af patienterne. Al behandling skulle være evidensbaseret og hans viden var enorm. Det var utroligt, grænsende til det irriterende, hvad hans klæbehjerne kunne rumme.
Ved siden af det kliniske og administrative holdt han gang i sin egen og sine yngre kollegers forskningsaktivitet på højt videnskabeligt niveau. Det førte til professorudnævnelse, et hverv som han imidlertid følte sig tvunget til at give afkald på til fordel for klinikchefstillingen og den fortsatte patientkontakt. Hertil kom et væld af nationale og internationale tillidshverv foruden det tidligere formandskab for Dansk Cardiologisk Selskab og de aktuelle planer om et fremtidigt formandskab for Hjerteforeningen.
Jan kunne være hård og stædig, selvom de tunge og vanskelige beslutninger, som fulgte med jobbet, sled på ham. Men han var også et varmt, betænksomt og meget muntert menneske. Han var sine venners ven og uanset, hvor stresset han til tider var, kunne der altid lokkes et stort smil frem under hans prægtige moustache. Jan fyldte meget i vores tilværelse, selv om vi aldrig fik tid til at være så meget sammen som vi og han gerne ville. Hans elskede familie skulle også tilgodeses - og de senere år samledes de alle fire, weekend efter weekend, tog Frederiks optimistjolle på taget og kørte landet rundt til kapsejlads.
Jans faglige kompetence og popularitet afspejlede sig i en overfyldt Jægersborg Kirke ved begravelsen. Og som hans bror, Henrik, så rigtigt afsluttede sin mindetale i kirken: »Hvis der er en mening med det hele, og Jan ikke skal være her, må det være fordi der er mere brug for ham et andet sted.« Jan er måske ikke uundværlig, men han uerstattelig - og vi savner ham meget.
Henning Kelbæk,
Søren Boesgaard,
Kari Saunamäki