Jan Poulsen døde pludseligt på vej på ferie.
Jan Poulsen blev speciallæge i diagnostisk radiologi 1989. Efter nogle år i Sverige, heraf de sidste som biträdende överläkare på Östersund Sjukhus, ankom han til røntgenafdelingen i Middelfart maj 1994.
Sammen med det øvrige team på røntgenafdelingen opbyggede Jan en velfungerende afdeling til stor gavn for patienter og kolleger på Fyn og i Trekantsområdet.
Jan introducerede den dengang moderne CT-skanning i Middelfart. Var en yderst værdifuld samarbejdspartner for os praktiserende læger. Altid parat til at vejlede om den i tilfældet mest relevante undersøgelse. Hvoraf der jo i de følgende år tilkom flere nye muligheder. Altid åben for en dialog om vore ønsker og betydningen af røntgendiagnostiske fund.
De seneste år har røntgenafdelingen i Middelfart været en del af Radiologisk Afdeling Sygehus Lillebælt i Vejle. Jan fortsatte til sin død med tilknytning til afdelingen, omend blot en enkelt dag om ugen.
I mange år havde Jan og hustruen Irene deres gang i den lokale Middelfart Sejlklub, hvor han med højt humør deltog i kapsejladserne og festerne i klubben.
Forankringen i lokalområdet udtrykte sig også ved, at Jan og Irene for halvandet år siden flyttede blot få meter til et nybygget etplanshus på en grund udskilt fra deres hidtidige bolig med stor have og flere etager. Så kunne de blive, hvor de gerne ville, også selv om Jans helbred de sidste år ikke var helt i top. Desværre nåede Jan alt for kort tid at få fornøjelsen af sit nye hus og deres fælles pensionisttilværelse.
Jan Poulsen vil blive savnet blandt samarbejdspartnere og kolleger. Og naturligvis allermest af familien.
Vore tanker går til hustruen Irene og de to døtre, Stine og Julie.
Æret være Jan Poulsens minde.