Medlem i

13 years 1 month
components

2.5.1928-26.5.2014

Inger Lise Juhl sov stille ind på Sct. Maria Hospice i Vejle efter længere tids svær sygdom og kort tid efter sin 86-årsfødselsdag.

Det var Parkinsons sygdom i slutstadiet, som gjorde en ende på et langt og begivenhedsrigt liv. Inger Lise Juhl, kaldet Lise, voksede op på Nørrebro i København og læste medicin dengang; dette ikke var helt almindeligt for kvinder. Hun var datter af viktualiehandler Martin Andersen og Laura Gydebæk, begge født i Ringe på Fyn og rundet af højskoleslægt. Lises far var oprindeligt uddannet teknikumingeniør. Herfra kom Lises store naturvidenskabelige interesse og humanistiske livsindstilling, som varede livet ud.

Under hendes studietid dannede en gruppe kvindelige medicinstuderende et herligt netværk: "Husholdningsrådet", som mødtes til diverse sammenkomster og udflugter, gerne med højt belagt smørrebrød fra viktualieforretningen. Dette netværk blev udvidet til også at omfatte mænd og familier, selv om de fem oprindelige kvinder blev bosat over hele Danmark.

Hun trak sit turnusnummer til Kolding i 1955 og blev meget glad for at arbejde på det gamle Kolding Sygehus med gode læremestre som overkirurg Frans Djørup, medicinsk overlæge Hans Lou og ortopædkirurgisk overlæge Ingeborg Lou. Her var et godt stimulerende fagligt niveau med mange gode kolleger, der senere blev nære venner.

På et tidspunkt trak det ortopædkirurgiske speciale meget i Lise på Sct. Hedvigs Hospital i Kolding. Det blev dog almen praksis, der vandt, og det fortrød hun aldrig. I 1959 blev hun gift med landsretssagfører Poul Martin Uldall Juhl, og de to havde et godt parløb. De fik to døtre med familier.

I 1965 overtog Lise læge Titte (Katrine) Ebbehøjs praksis i Slotsgade 21, Kolding, hvor hun virkede, indtil hendes datter Inger overtog praksis i 1994. Det interessante ved denne praksis var i øvrigt, at den i 1916 blev startet af en kvindelig praktiserende læge Wilhelmine Nielsen.

Lise var en meget respekteret og afholdt læge, som har været et fyrtårn for mange mennesker. Der er mange anekdoter fortalt af taknemlige patienter, om hvordan Lise havde været en uvurderlig lægefaglig støtte i et svært sygdomsforløb. Hun var gennem hele sit liv et meget vidende, humoristisk og dedikeret menneske, som interesserede sig dybt for sine medmennesker. Få uger før sin død læste og diskuterede hun fortsat Månedsskrift for Almen Praksis (tidligere Månedsskrift for Praktisk Lægegerning), så lægegerningen forblev et kald til det sidste.

Æret været Inger Lise Juhls minde.

Finn Olav Hansen

Inger Uldall Juhl

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes