Medlem i

13 years 1 month
components

23.8.1917-8.12.2009

Inge Born Rasmussen var i 40 år praktiserende læge på Nørrebro sammen med sin mand Kaj B. Rasmussen, som hun mødte under studiet. Hun var kendt for sin faglige dygtighed, varme menneskelige indlevelse, sunde fornuft og sit altid positive livssyn. Hendes bistand ved tidligere tiders mange hjemmefødsler engagerede hende i forbedringen af omsorgen for den gravide, den nybagte mor og børnene, og hun udviklede børneundersøgelser i almen praksis. Inge var gennem årene skolelæge, praksistutor, underviser, konsulent og »radiodoktor«.

Inge og Kaj udviklede i 1970'erne en større - nu legendarisk - række af kurser for praktiserende læger på Scanticon i Århus og bidrog hermed væsentligt til almen medicin som et speciale. Kurserne havde en ny pædagogisk og ideologisk form med vægt på relevant fagindhold, kommunikation, samarbejde og etik baseret på deltageraktivitet og med de praktiserende læger som centrale undervisere. De lagde grunden til det, der i dag benævnes problembaseret læring, rygraden i mange af de nye medicinske studieordninger. Lægefagets psykologiske aspekter var tidligt i fokus, og de stiftede det, der i dag er Selskab for Samtale og Supervision (The Danish Balint Society). Inge var en aktiv underviser i sexologi for studerende og speciallæger og bidrog bl.a. til Lærebog i sexologi. De omfattende aktiviteter blev anerkendt både nationalt og internationalt, hvor Inge og Kaj bl.a. modtog den meget prestigefyldte Hippokratesmedalje fra den europæiske organisation for praktiserende læger (Wonca).

Inge havde et sikkert blik for almen medicins udvikling på et engageret og menneskeligt plan, hun tvivlede ikke på sine synspunkter, fremsatte dem præcist i kollegers kreds og ville kritisk dialog. Foreholdt i et fødselsdagsinterview i Ugeskriftet at hun ofte havde så godt greb om tingene, at hendes synspunkter kunne virke »frelste«, svarede hun, at det var en risiko, man måtte løbe, specielt når man havde ret.

Syv børn voksede op i lejligheden over konsultationen, hvor hun var det inspirerende samlingspunkt for utallige børn, kolleger, børnebørn og oldebørn. Trods sygdom og smerter formåede hun at bevare og viderebringe sit positive livssyn, kærlighed og omtanke til det sidste.

Sidebar placering
Venstrestillet
Type
0 likes