Ib Transbøl var et varmt og usædvanligt menneske og fik et usædvanligt karriereforløb. Allerede i barndommen fik Ib konstateret retinitis pigmentosa. Studie og karriere blev gennemført med tiltagende kikkertsyn.
I starten af 1960'erne kom han til Medicinsk Afdeling A på Rigshospitalet og blev her en del af det akademiske miljø. Fagengagementet førte til et betydeligt samarbejde, hvor han blev hovedreference for parathyroidealidelser. Hans disputats omhandlede samme, og han har introduceret calciumstofskiftet og osteoporose som forskningsfelter i Danmark.
Da Hvidovre Hospital åbnede i 1976 blev Ib overlæge hos Flemming Quaade. Han skabte her sin egen forskningsgruppe og faste forskningsaftener med livlig meningsudveksling, og gensidig kritik ledsaget af god mad og vin var en central del.
Som vejleder var Ib original, visionær og stringent og en vedholdende støtte for håbefulde kandidater, og han var den som reddede projekter fra kuldsejling, når forsøgene drillede. Ib bærer et betydeligt ansvar for, at flere af de undertegnede valgte endokrinologien.
Synstabet førte til udvikling af Ibs fotografiske hukommelse. Alle relevante referencer, inkl. årgang, bind og sidetal var paratviden. Selvynk kendte Ib ikke til og han forholdt sig altid humoristisk til sit handikap. »Jeg er god til at læse korrektur, for jeg kan kun se et bogstav ad gangen« var en typisk kommentar. Selv når vejvæsnet lavede nye udgravninger, og Ib mødte op med blod i ansigtet, så han kun det humoristiske i det. I det hele taget var Ib til fest og farver og en sikker deltager i alle sociale arrangementer.
Ib Transbøls forhold til patienterne var enestående, hans omsorg var aldrig begrænset til en diagnose, og han så altid mennesket før sygdommen. Helt i tråd med dette inviterede han ved sin fratræden sine patienter til kaffe. Det blev nogle uforglemmelige eftermiddage.
I de senere år blev hans tilværelse præget af hans søde hustru Trines langvarige sygdom og hans egen tiltagende parkinsonisme, som i de sidste år førte til et stigende behov for pleje.
En omsorg, der kærligt blev suppleret af hans fire børn.