17.4.1948-11.4.2009
Ib døde 60 år gammel af prostatacancer.
Allerede i studietiden var Ib udsøgende og arbejdede et halvt år i Afrika. Efter en pæn embedseksamen fra Københavns Universitet i januar 1977 fulgte en bred hospitalsuddannelse. Primært kirurgi og anæstesi, herefter almen praksis-uddannelse og intern medicin.
Ib var en begavet og energisk læge, som hurtigt opbyggede viden og færdigheder. Han var en nysgerrig sjæl, som så udfordringer i ethvert klinisk speciale.
Under fire års ansættelse som 1. reservelæge ved Medicinsk Afdeling, Slagelse Sygehus, varetog Ib den brede internmedicin, og med vanlig energi og flair blev han også ferm til endoskopi og ekkokardiografi. Blandt hans mange interesser var den akutte medicin og præhospitale indsats. I dag ville han have været et fund for en akut modtageafdeling.
Ib vaklede nogle år mellem intern medicin og almen praksis, valgte det sidste og startede i 1989 i Lægehuset i Jyderup.
Også her blev Ib en skattet læge. Hans humoristiske og fordomsfrie stil, kombineret med faglig dygtighed, tiltrak mange patienter. Ib havde en fin indfølingsevne og forstod at tage udgangspunkt i forhold til de præmisser, der gjaldt for den enkelte patient. Han havde en unik hukommelse og kunne i detaljer beskrive sine patienters baggrund og familiære relationer, hyppigt krydret med anekdoter, som blandt kolleger kunne give underholdning i timevis.
Ibs engagerede og forpligtende arbejdsform medførte tit lange arbejdsdage. Samtidig fortsatte han med at savne hospitalsmiljøet.
I god forståelse med sine praksiskolleger valgte han i 2000 at sige ja tak til en stilling som afdelingslæge ved geriatrisk sektion, Holbæk Sygehus. Både i dagarbejde og i bagvagten fungerede Ib som en fisk i vandet. Han satte pris på de mere ordnede arbejdsforhold og supervisionen af de yngre læger. Amtets kommunikationskurser for yngre læger varetog han med stor entusiasme.
På hele sygehuset var Ib en meget vellidt læge, og for sit eget personale fungerede han nærmest som livlæge.
I privatlivet var aktivitetsniveauet også højt. Han elskede alt, hvad der havde med vand at gøre. Var søspejder som barn, havde altid 3-4 både og sidst også en stor motorsejler i fællesskab med kolleger. Tekniske problemer skulle man selv løse, om det så skulle kræve flere dages arbejde i maskinrummet.
Mange af afdelingens læger har nydt Ibs gæstfrihed og gastronomiske færdigheder i hans dejlige japanske have med et søanlæg i to niveauer med koi-karper.
Ib var belæst som få, fra nyere litteratur til oldtidens tænkere, Seneca var den hyppigst citerede. Også musikken fyldte meget. I festligt lag tog han gerne guitaren frem. Jazzen var hans lidenskab. Den ugentlige bridgeaften var en elsket adspredelse i mange år.
I januar 2007 fik Ib påvist en allerede dissemineret prostatacancer. Ret hurtigt accepterede han livets nye vilkår, blev førtidspensioneret og fortsatte så sit aktive liv. Han havde overskud til at hjælpe venner og familie, indrettede blandt andet sin søn Lasses lejlighed i Lillehammer.
Med sin hustru Bente tog Ib på rejser til de lokaliteter, som han havde planlagt at opleve i sit otium.
Bentes holdning til Ibs sygdom beskrives bedst gennem hendes eget udsagn: »Ingen har levet længere af at være trist«.
Medio marts 2009 kom Ib hjem fra en rejse til Andalusien. Han påtænkte opstart af eksperimentel kemoterapi men blev hurtigt dårligere og måtte indlægges. Forløbet blev kort og han døde fem dage senere.
Ib var en dygtig læge og et sjældent generøst og varmt menneske, som vil blive savnet og husket i mange år.