13.03.1956-22.10.2009
Efter kort tids alvorlig sygdom døde Henrik Noer den 22. oktober 2009.
Henrik blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 1984 og var allerede fra starten indstillet på det ortopædkirurgiske speciale.
Efter en solid uddannelse blev han speciallæge i 1995 og ret hurtigt derefter ansat som ledende overlæge på Frederikssund Sygehus, hvor han var, indtil stillingen blev nedlagt.
Han valgte så at prøve udfordringerne på et privat sygehus, men savnede dog sygehusmiljøet med alle dets facetter.
Henrik kom til Svendborg Sygehus som overlæge den 1. april 2007. Han viste hurtigt sine faglige og menneskelige styrker og blev afdelingens ledende overlæge fra den 1. oktober 2007.
Med sin store flid, iderigdom og offensive, men også reflekterende og meget lydhøre tilgang til problemerne slog han hurtigt igennem som en fortrinlig leder og samarbejdspartner.
Hele afdelingen blev i alle henseender løftet. Henrik opnåede som en væsentlig nyskabelse at få knyttet to ph.d.-studerende til afdelingen. Han var på alle niveauer særdeles respekteret, også uden for afdelingen. På sygehuset som helhed, engagerede han sig og opnåede både indflydelse og anerkendelse.
Henrik havde en dejlig humor og satte tydelige spor på afdelingen i den korte tid han var ansat.
På Afdeling O i Svendborg efterlader Henriks død et meget stort savn.
Vore tanker går til familien, som har lidt det største tab.