Henrik døde alt for tidligt. Sad død foran sin computer, da hans bror kom på besøg.
Henrik var et dejligt menneske, fyldt med humor. Han var i sandhed vennernes ven. Altid særdeles hjælpsom over for venner og familie, og til fester og sammenkomster var han i sit es. Holdt taler, havde altid en historie til lejligheden. Han elskede at diskutere, havde markante meninger, og gjorde flittigt brug af sin skarpe tunge og satire, hvilket nok kunne støde nogle, der ikke kendte ham så godt. For os, der kendte ham, var det en af de ting, vi satte størst pris på.
Vi var tæt forbundne med Henrik i skakken. Henrik var i ungdommen Københavnsmester i skak. Men vi spillede altid lynskak, så der kunne nås mange partier på en aften, de fleste med Henrik som vinder. På skakaftenerne blev der også altid tid til at diskutere verdenssituationen. Sidste gang vi spillede var tre dage før hans død. Henrik var kandidat fra 1991. Han var heldig at få en blokstilling til almen medicin i 1993, og han blev speciallæge i almen medicin i 1997. Henrik var fagligt dygtig, gav sig tid og omhu til den enkelte patient og var afholdt af patienterne. Henrik var ikke begejstret for at være hospitalslæge, han ville helst have sine egne patienter og følge dem tæt. Derfor var han glad for at afløse for praktiserende speciallæger. Henriks ansættelse fra 1999 på reumatologisk afdeling på Amtssygehuset Roskilde var undtagelsen for »hospitalsreglen«, idet ånden og klimaet på denne afdeling var særligt god. Henrik nåede at sætte sit præg på det lægefaglige politiske arbejde. Han var blandt andet lægekredsformand for reservelæger i Roskilde Amt og engagerede sig meget i de yngre lægers vilkår.
Henrik var uhyre stolt af sin søn, Johannes, og det er meget trist at Johannes, der kun er 13 år, nu må vokse op uden sin far. Vores tanker og dybeste medfølelse går til Johannes, Jesper, Martha og Valther.